Artikler

Åndelig fornyelse af Michael Harry

Men hvordan kan jeg vide, at jeg er en kristen?
- nogle afgørende prøver angående vished ud fra 1 Joh. brev

2

Hvordan kan jeg vide, at jeg er en kristen? Det er meget ofte oprigtigt troende mennesker, der stiller dette spørgsmål, fordi de længes efter frelsesvished, for uden en sådan vished er det meget vanskeligt at glæde sig over evangeliet og endnu mere vanskeligt at dele det med andre. Det forekommer mig, at apostelen Johannes i sit første brev behandler dette spørgsmål om vished på en meget overbevisende måde, og vi vil bruge dele af hans brev i vort forsøg på at klargøre dette vitale problem.

"Dette har jeg skrevet til jer, som tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv, og for at I må tro på Guds søns navn." (1.Joh. 5:13) Johannes lægger vægt på det skrevne ord: Lad os tro på Guds ord mere end på Gøre følelser og andre menneskers meninger. Johannes skriver også til de troende, for at de kan vide noget, hvilket ikke er det samme som at føle noget eller at håbe på noget.

Når jeg hører nogen læse i H.C. Andersens eventyr, får jeg visse følelser, men jeg kender ikke H.C. Andersen. Jeg håber måske på, at H.C. Andersens historier kunne opmuntre mig, men jeg kender ikke manden selv om jeg ved noget om ham og endda kan røre ved hans smukke mindesmærke i København.

Johannes ønsker, at hans læsere skal vide, at de har et evigt liv, fordi de jo er troende, og de bliver opmuntret til at holde fast i troen på Guds søns navn. - Igennem tro er det muligt at kende Gud og Jesus Kristus, og det er ikke det samme som at vide noget om Gud og Jesus Kristus. Det alene giver ikke et evigt liv. (Joh. 17.3)

Johannes taler i sit brev om det at være født af Gud (3:9, 5:1, 18), og samtidig nævner han, at ikke alle automatisk har Guds søn, og det betyder, at man så ikke har evigt liv (5: 12.)

Johannes kristendom er ikke veg og billig: Den er herlig for dem, som tror, men lige det modsatte for dem, som ikke tror. Jesus sagde, at forkyndelsen skulle foregå på den måde, som Johannes prædiker (jvf. Mark. 16:16). Evangeliet er ikke "til salg". Det kan modtages eller afvises.

Sommetider føler jeg, at vi er ved at tale Europas kirker tomme, fordi vi så længe har prædiket et betingelsesløst evangelium, så det i denne forbindelse bliver tandløst Og åndløst. Sådan er det ikke med Johannes evangelium, med hans breve eller med Åbenbaringen! Må Gud give os prædikanter, præster og kirkelige arbejdere - så vel som lægmænd, som vil arbejde i Guds rige på samme måde, som Johannes, med et realistisk, virkningsfuldt budskab. Har det ikke også noget at gøre med profetiens Ånd? (Åb. 19:10)

At kende Gud (1. Joh. 2:3, 4:6) er et dybt, personligt forhold til Ham og kan beskrives som det at "være i Gud" (2:5, 4:13, 5:20). Men det kan også kaldes Guds værn i os (3:4, 13, 16). Disse to sider er anbragt så smukt sammen i 1. Joh. brev 4: 15: "Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og selv bliver han i Gud."

Men hvordan ved vi, at vi kender Gud og Hans søn Jesus Kristus? Det mest nærliggende svar må sættes i forbindelse med Helligånden. "Og deraf kender vi, at Han bliver i os: af den Ånd, Han har givet os". (3:24).

Men stadig er der nogle, der spørger: Hvordan kender jeg det? Jeg tror på ordet - men jeg behøver vished.

Johannes svarer på tre måder. Vi kan kalde dem tre afgørende prøver, som overbeviser os om, at vi har evigt liv.

Den første bygger på noget teologisk - eller et spørgsmål om, hvad vi tror - det, som udtrykkes i vor bekendelse. "Derpå kan I kende Guds Ånd: Enhver Ånd, der bekender at Jesus er Kristus, kommen i kødet, er af Gud" (4:2). Læg mærke til at Ånden, som er i den troende, vil overbevise os så vi ikke alene kender Jesus som Kristus (Messias - og det er en stor bekendelse, især i Israel), men at Jesus er kommet i kødet, hvilket i virkeligheden vil sige, at barnet Jesus var Messias og Gud - endog før Ånden dalede ned over Jesus, og Gud åbent erklærede at Han var Guds søn (Luk. 3:22). En sådan bekendelse kan i dag koste livet visse steder i verden - men det giver os også åndeligt liv og kendskab til Guds rige.

Der er dog nogle, der taler om Jesus og Kristus, men nægter at Han kom i kødet, og de vil måske sige, at Han først blev Guds søn, da Han blev døbt og Ånden kom over Ham med sin salvende kraft.

Nogle fornægter ligefrem at Han var sønnen: "Enhver som fornægter sønnen, har heller ikke Faderen" (2:23), skriver Johannes.

Det andet punkt angående vished, er moralsk: Vi ønsker - og bliver sat i stand til - at leve på en anden måde. Dette er ikke syndfri perfektionisme, men helliggørelse eller hellighed. Johannes forklarer, at Gud er lys (1:5), og at Han sendte sin søn til verden og dens mørke (4: 14) for at borttage vore synder (3:5), som her kaldes mørke.

"Enhver, der er født af Gud, gør ikke synd" (bliver ikke ved med det) (3:9).

Det er noget helt andet, når synd kommer som en overrumpling, sådan som Johannes nævner det i kap 2:1: "Men synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige. Og Han er en soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens" (2:2). Der er stor forskel på det og så på synd som en forsætlig vane, vi bliver ved med at undskylde (Hebr. 10:26), ja ligefrem forsvarer.

Et genfødt menneske kan komme til at synde, og så ønsker vi at bekende det øjeblikkelig (1:9), men et ikke genfødt menneske vil næppe tage det så nøje med synd. Derfor er teoretiske positive bekendelser til Kristus (hvor teologisk fuldkomne de end kan være), ikke meget værd, hvis de ikke fører til livsforvandling, ifølge Johannes: "Hvis vi siger, at vi har fællesskab med Ham, og dog vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden" (1:6). Sandheden var for Johannes ikke en erklæring på et stykke papir, men en måde at leve på, udtrykt i vore personlige forhold. Sandheden må være ! os, skriver Johannes.

Johannes understreger igen dette i kap. 2:4: "Den søm siger: Jeg kender Ham (altså har den rigtige bekendelse eller teologi) - og ikke holder Hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke."

Den tredie afgørende prøve for vished er taget fra det sociale plan: Guds kærlighed, udtrykt i kærlighed til vor næste. "For kærligheden er fra Gud, og enhver der elsker, er født af Gud og kender Gud" (4:7). Men den kærlighed Johannes taler om, er ikke alene noget teoretisk eller noget man taler om - ikke engang bare noget man føler - men det er en kærlighed, som vises i handling (selv om de andre ting også kan være til stede - såsom følelser, ord osv). "Derved har vi lært kærligheden at kende, at Han satte sit liv til for os. Så er vi også skyldige at sætte livet til for brødrene". Ord er ikke nok. Sandheden må være i os (3:16).

Det at leve et liv i kærlighed til brødrene, giver os frimodighed overfor Gud (3:21) og fylder os med moden kærlighed (dvs. "kærligheden er blevet fuldkommet i os". (4: 12). Denne fuldkomne kærlighed kaster frygten ud, frygten for Guds fordømmelse og straf (4:16).

Men skulle vi komme til at svigte i det at elske vor næste som os selv, kan vi altid komme tilbage til atter at vandre i lyset (1:7).

Hvis vi ikke er i lyset, er vi i mørket (Johannes synes ikke at have plads til nogen blanding af lys og mørke) - og det værste af det hele er, at så ved vi ikke, hvor vi går hen (2:9-11) - selv om vi kan se med vore naturlige øjne, kan vi ikke se klart med vort åndelige syn, som er baseret på vor åndelige forudsætning. Paulus skriver: "at Han vil oplyse jeres hjertes øjne, så I forstår" (Ef. 1:18). Dette er normen for en kristen.

Vi kan have den rigtige bekendelse og leve et fremragende helligt liv - men hvis vi svigter i at elske og således vandre i lyset, vil vi opdage at vor frelsesvished ikke er særlig stabil.

Men takket være Gud - Kristus er trofast, og vi kan altid komme til Ham, hvis vi skulle behøve Hans øjeblikkelige tilgivelse. (2: 1-2).

Vished er lovet os i ordet, men bekræftes i os, når vi tror på Guds løfter og lever et helligt liv, særlig når det gælder kærlighed til andre troende.

Også dette er et ægte værk af Ånden fra Gud, som overbeviser os om den sandhed, Johannes har skrevet om. ligner du så apostlene så lidt? Hvorfor ligner du så det ny Testamentes kristne så lidt? Hvor er det så henne, det du har fået, spørger jeg?".

Disse ord brød min sidste modstand mod, eller misforståelse af, hvad man i almindelighed kaldte åndelig fornyelse, hvor kristne oplevede (ikke bare som en følelse, men som en bibelsk begivenhed) Helligåndens fylde, det der somme tider kaldes Helligåndens dåb. (I hvert fald af dr. Lloyd-Jones og mange andre - selv om det ikke er et ret populært udtryk blandt lutheranere.) Helligåndens fylde kan også kaldes besegling med Helligånden, sådan som Paulus kalder det i Ef.1: 13.

Altså: "Jeg er manden på stedet". Jeg giver videre, hvad jeg forstår af skrifterne, fordi jeg har set hvordan Gud ærer dem og bekræfter dem. Det er på den måde jeg nærmer mig sagen, men jeg er helt villig til at høre om andre måder. Faktisk er den nøjagtige sprogbrug ikke det væsentlige, snarere at vi søger at opleve den samme kraft, som de første disciple havde - og som kristne gennem Kirkens historie også har oplevet gennem vækkelser.

Der er mange måder at beskrive finsk og dansk gæstfrihed på, men de forskellige udtryk beskriver alle den samme ting: Virkelig gæstfrihed. Men vi kan have de rigtige ord og gode udtryk for en sådan gæstfrihed, og dog betyder de ikke automatisk ret meget, før vi rejser til Skandinavien og faktisk oplever det, vi taler om.

Jeg tror virkelig, at Paulus ville befinde sig bedre blandt kristne, som oplever Helligåndens kraft, selv om de kunne tage fejl i noget - selv i Åndens navn - end han ville gøre blandt kristne, som er så korrekte, så bange for at_ gøre fejl, så opsatte på den nøjagtige sandhed, så sterilt teologiske, at der aldrig synes at ske noget. Unge mennesker kalder sådanne kirker kedelige. Kan vi bebrejde dem, at de ikke ønsker at opgive diskoteket for en sådan død kirke?

Hvad er et segl? Det bruges ikke meget i dag - kun ved visse lejligheder. Når vi sender pakker til min kones familie i Rusland, forsegler vi dem i almindelighed med voks - blød voks, som man trykker noget personligt ned i, f.eks. en ring. Vokset afkøles naturligvis hurtigt og hærdes.

Et sådant segl viser toldembedsmændene, hvem der ejer denne pakke (vi der sender den); Seglet bekræfter ægtheden af pakken (at den kommer fra os til vore kære i Kiev); og seglet sikrer os, at pakken når sit bestemmelsessted og således bliver anvendt efter sin oprindelige hensigt, som en personlig gave.

Men seglet er ikke det samme som gaven. Det er det, der gør det hele så spændende på det åndelige plan, og jeg har checket det med lutherske tekster i Danmark, der beviser at besegling med Helligånden ikke er den gave vi får ved frelsen i Kristus, men er en bekræftelse på den.

Helligånden er en besegling på, dvs. en bekræftelse fra Gud på, at vi allerede er Guds børn. Den anden kommentar siger: "et segl kan være en ejendomsbekræftelse. . . at modtage Helligånden er et bevis på at et menneske har tro, og at Gud ejer ham. Besegling med Helligånden er ikke det samme som frelse, men beviset på, at et menneske er frelst ved tro på Jesus Kristus og allerede er genfødt ved Helligånden.

Tænk på Jesus: "Thi Ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på (Joh. 6:27). Johannes refererer i sit evangelium til det øjeblik, som Johannes Døberen vidner om: "Jeg har set Ånden dale ned fra himmelen som en due, og den blev over ham". (Joh. 1:32).

Men var Helligånden da ikke altid over Jesus? Naturligvis - ellers, hvis Jesus ikke var Guds Søn, ville det være nytteløst at bekende at "Jesus Kristus er kommet i kødet" (l. Joh. 4:2).

Var det en anden Ånd end den Ånd, der var ansvarlig for jomfru Marias guddommelige undfangelse? Nej, det var den samme Ånd, men her ser vi to forskellige funktioner af den ene Ånd.

Winston Churchill var medlem af parlamentet i mange år. Han var i parlamentet. Men da Churchill blev statsminister, havde han magt over parlamentet. Den samme Churchill - men to forskellige funktioner.

Ånden er i Kirken, men ifølge Guds ord ønsker Han at have magt over Kirken, for at Han kan bruge Kirken magtfuldt i verden - ellers vil verden få indflydelse på Kirken. Er det ikke den europæiske krise i dag, at Kirken næppe øver indflydelse på eller forandrer samfundet, men alt for let lader verden afgøre, hvordan den skal fungere, og hvad den skal sige? Det er derfor journalisterne ikke bryder sig om at skrive ret meget om Kirken: der sker alt for lidt; der er alt for lidt bevægelse i den; vi ønsker alt for meget at være populære og at blive godkendt og hviler måske på vor personlige frelse, ofte med en hemmelig indre overbevisning (som er nødvendig), men uden dristighed til at dele den med andre, og med et meget beskedent forhold imellem det vi tror, og de aktuelle problemer Vi stilles overfor i samfundet og i vore familjer.

Mærkeligt nok: Når vi tror på evangleiet, besegler Vi evangeliet: "Men den, der tager imod Hans vidnesbyrd, har dermed beseglet, at Gud er sanddru" (Joh. 3:33). Evangeliet er altid evangeliet, men vor tro på det er ligesom et segl fra vor side, som bekræfter dets sandheder gennem vore egne oplevelser. Men et sådant segl forandrer ikke evangeliet - som er uforanderligt.

Men det store spørgsmål er: Hvornår skete denne besegling i Kirken i Efesus? Var det, da de blev frelst? Noget som kan ske. Eller skete det efter frelsen - sådan som det ofte er tilfældet blandt skandinaviske kristne?

Hvis det skete automatisk samtidig med omvendelse eller genfødelse, så behøver vi ikke at søge eller bede om Helligåndens besegling eller fylde. Vi er tilbøjelige til at blive passive, når det drejer sig om Helligåndens manifestationer. Men skete det automatisk sammen med omvendelsen hos de kristne i Efesus?

Jeg tror, svaret findes i Pauli erklæring (den er klarere udtrykt på engelsk end på dansk), at beseglingen med Helligånden skete, efter at de kristne var kommet til troen. Vi ved at dette må være tilfældet, på grund af det bevis, der gives os i Ap.Gern. kap. 19.

Paulus kom til Efesus (v. 1) omtrent 8-10 år før han skrev sit brev til Efeserne, og det ser ud som om, han har lagt mærke til, at de manglede Helligåndenskraft.

"Fik i Helligånden, da I kom til troen?" (v. 2), spurgte han nogle disciple, og i apostlenes gerninger betyder disciple kun en eneste ting, nemlig Jesu disciple. Vi ved, at Apollos ikke kendte Jesu dåb. Han kendte kun Johannes Døbers dåb (Ap.Gem. 28:25), men Apollos gav det budskab, som altid kan føre til frelse og discipelskab; "beviste ved hjælp af skrifterne, at Jesus er Kristus" (Ap.Gern. 18:28). Jeg mener, at disciplene i Efesus troede på Jesus Kristus, selv om de kun var døbt med Johannes dåb (v. 3).

Men Paulus lod det ikke blive ved dåb, for han "lagde hænderne på dem, og Helligånden kom over dem, og de talte i tunger og profeterede" (V. 6).

Paulus lagde aldrig hænder på mennesker, når det gjaldt frelse: "I Herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst? Og de sagde: Tro på den Herre, Jesus Kristus, så skal du blive frelst, du og dit hus. (Ap.Gern. 16:30-31). Paulus foreslog ikke, at man skulle lægge hænder på fangevogteren, men Paulus modtog selv - efter at han til sin frelse havde mødt Kristus på vejen til Damaskus - håndspålæggelse, for at han kunne blive "fyldt med Helligånden" (Ap.Gern. 9: 17).

I Efesus var de troende disciple måske døbt i Herren Jesu navn (her ser vi genfødelse, som er Helligåndens værk). Men til trods for dette genfødelsens værk, lagde Paulus senere hænderne på disciplene, for at Helligånden måtte komme over dem, sådan som det var sket i Jesu liv - og i Moses”, Davids, Gideons, Peters og andres liv.

Når de var blevet fyldt, eller beseglet eller døbt med Helligånden, så skete der noget. Det var ikke bare en "følelse" - men en manifestation af Ånden gennem åndelige gaver: de talte i tunger og profeterede.

Lægen Lukas siger ikke noget om, at de alle talte i tunger eller alle profeterede - det redder os fra at blive fanatiske angående åndelige gaver. Men han skriver, at Ånden kom over dem - og at nådegaveme begyndte at fungere.

Hver gang dette sker på lignende måde gennem håndspålæggelse - skønt det også kan ske uden håndspålæggelse, som det gjorde i Komelius hjem (Ap.Gern. 10:44-47) - bliver Kristus herliggjort, og det er formålet med Helligåndens komme (Joh. 16:14). Og det er nøjagtigt sådan Peter forklarer sin egen oplevelse af pinsen: "Efter at Han nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os, har han udgydt den, således som I både ser og hører" (Ap.Gern. 2:33).

I ser og hører! Der skete noget den pinse. Der skete noget i Efesus, da Paulus lagde hænderne på de nyomvendte, og dette er hvad Paulus kalder beseglingen med Helligånden.

Beseglingen med Helligånden kom, fordi de allerede var troende; Helligånden bekræftede gyldigheden af, at de var Guds børn; Helligånden gav dem kraft, så de kunne blive brugbare børn af Gud. Beseglingen er ikke frelse og er ikke nødvendig for frelse, som kun er betinget af troen på vor Herre Jesus Kristus.

Efter at jeg var kommet til den slutning, som jeg har beskrevet angående beseglingen med Helligånden, læste jeg, hvad dr. M. Lloyd-Jones har sagt om et sådant segl, og det findes i Westminster Record (juni 1979). Den nuværende præst ved Westminster Chapel, dr.phil. R.T. Kendall, skriver: "Doktorens standpunkt er dette, at beseglingen med Ånden er noget der følger efter det at tro, noget der lægges til det at tro." Man kan »være en troende uden at være beseglet", fordi beseglingen "gør os ikke til kristne", men snarere "bekræfter kendsgemingen", at vi er kristne. Endvidere ønsker "doktoren" at stille Pauli standpunkt op imod "den fremherskende almindelige undervisning", at denne besegling "sker ubevidst for alle troende", at alle kristne har den, hvad enten de ved det eller ej. "Doktorem henviser heller ikke til en oplevelse af helliggørelse". Det er "doktorens" overbevisning, at "det er vor mangel på forståelse af denne nøjagtige fremstilling, der er skyld i så megen sløvhed og svigten af os som kristne af i dag."

Forside
Artikler
Her sker det
Vækkelseshistorie
Dansk vækkelseshistorie
Salmedigtere óg sangskrivere
Links
Hvem
Kontakt
© The sound of revival 2018 - design: O Madsen Media