Artikler

Åndelig fornyelse af Michael Harry

3

Peters positive omvendelse
- Guds vej til Virkelig glæde, også for karismatikere

Omvendelse kræver omvurdering, selve ordet gør det i det mindste, da det så ofte bliver misforstået og derfor ikke bruges ret meget. Jesus talte klart om omvendelse, og faktisk findes det i det første bibelvers, jeg nogensinde lærte udenad, efter at jeg havde overgivet mig til Kristus, og det skete et par uger før jeg begyndte mine medicinske studier ved Kings College, London. Jeg plejede at have særlige mærker i min bibel, så at jeg kunne finde de nødvendige vers, når jeg konfronterede mine studiekammerater med evangeliet! Så mangelfuld og primitiv var min brug af Bibelen og mit kendskab til den i begyndelsen af mit liv som kristen - men det er gradvis gået fremad, ved Guds nåde.

For at være sikker på, at min opfattelse af ordet omvendelse er rigtig, har jeg checket det i den ny bibelordbog: I det ny testamente henviser ordene "omvende" (metaneoe) og "ömvendelse" (metanoia) i grunden (dybest set) til en forvandling i sindet. For omvendelse består af en radikal forandring af tanke, holdning, livssyn og direktiv. . . omvendelse er at vende sig fra synd og til Gud og til tjeneste for Ham.

Apostelen Peter giver os flere eksempler på, hvad omvendelse er, ikke alene fra sit eget liv, men også gennem Peters forkyndelse.

Omvendelse er noget positivt, og ikke, som mange så ofte tror, bare et spørgsmål om at opgive nogle få specielle ting i overensstemmelse med den kristne kultur, som vi har rod i. Undertiden indebærer omvendelse, at vi må opgive visse synder og endda ting; men omvendelse betyder at vende sig fra noget til noget, og vi vil opdage, at dette fører til virkelig glæde og lovprisning både i himlen og på jorden.

Omvendelse er også noget meget positivt, fordi det fremkommer af Guds Nåde: "Ved du ikke, at Guds godhed leder dig til omvendelse", skriver Paulus (Rom. 2:4). Guds godhed findes i Jesu Kristi person og i Hans evangelium, men Helligånden længes også efter at fylde de troende med kærlighed, kraft og besindighed fra Herren, for at andre kan se, at vi virkelig er glade over Guds godhed. Hvis Kirken er død, kedelig, formel og giver et alment indtryk af, at det hele er en stor byrde - at vi kristne er nødt til at slæbe kristendommen af sted ved vor egen svage og frustrerede styrke - hvem vil så tro, at Gud er god, eller at Hans børn glæder sig over Guds godhed, som Han virkelig gør tilgængelig for os?

Før vi ser på Peters egen omvendelse - som jeg tror, at han oplevede flere gange - så lad os se på lignelsen om den fortabte søn for at se, hvordan Jesus forklarer omvendelse, hvordan Han bruger lignelsen til at understrege den glæde, som følger med omvendelse (Luk. 15).

Forud for forståelsen af behovet for Omvendelse oplevede den fortabte søn at være "i nød" (v. 14), hvad der på det tidspunkt resulterede i det vanærende arbejde at fodre "svin" (v. 15), og han var alene med sin skæbne, for "ingen gav ham noget" (v. 16). - Man har det frygteligt forud for omvendelsen - og vi må ikke prøve at borttage en sådan skamfølelse og ensomhedsfølelse fra hinanden, fordi det er kun vor Fader i himlen, der kan borttage konsekvenserne af vor selviskhed og synd.

Den fortabte søns omvendelse sker i tre stadier - at have set sin desperate situation, hans skamfølelse, og det brudte forhold til faderen.

Først: Den unge mand måtte erkende sin nød og sit personlige ansvar for sin situation: "han gik i sig selv" (v. 17) uden at bebrejde sine forældre eller samfundet det.

For det andet: Den "mistede" søn havde et virkeligt ønske om at blive anderledes og genoprette sit forhold til Faderen: "Jeg vil stå op og gå til min Fader" (v. 18), og han var villig til at bekende sine synder for Faderen, hvad der almindeligvis er en del af omvendelsen, sådan som vi ser det i Johannes Døberens forkyndelse og gennem hele skriften: "At dølge sin synd fører ikke til held, men bekendes og slippes den, finder man nåde" (Ordspr. 28: 13).

For det tredie: Den selviske unge fortabte søn gik til handling, idet "han stod op og gik til sin Fader" (v. 20). Omvendelse er at gå hen til Gud Fader ( og at tro Jesus Kristus, vor Herre). Derfor illustrerer denne lignelse omvendelse til Faderen fra selviskhed og følgerne af det, til et nyt forhold og dets medfølgende glæde. Paulus lærte "omvendelse til Gud og tro på vor Herre, Jesus Kristus" (Ap.Gern. 20:21), hvad der viser os, at omvendelse og tro ikke er identiske, men er gensidig virkende og må forkyndes sammen.

Efter at have vendt sig fra sine egne veje og til sin Fader, var det første, der skete, det, at sønnen øjeblikkelig oplevede sin Faders kærlighed, "hans Fader så ham og ynkedes inderligt over ham. . . og kyssede ham" (v. 20), og jeg er sikker på, at den søn for altid vidste, at hans Fader var god.

Efter at sønnen har følt Faderens kærlighed, var han fri til at bekende sine synder (v. 21) - og der, hvor der er en virkelig udgydelse af Helligånden, vil mennesker ikke alene opleve Guds kærlighed, men en sådan kærlighed fører så til omvendelse og de følgende bekendelser af synder.

Nu var det forkerte forhold genoprettet: Faderen var lykkelig og sønnen var hjemme og fuldt accepteret. Der var mange grunde til at glæde sig og til at fejre det! Faderen gav sønnen den bedste klædning, en ring og sko på fødderne (v. 22) - og en fest! (v. 23).

Klædningen fortæller om et nyt dække (Zak. 3:3-5), hvorimod ringen minder os om overdragelse af autoritet (jvf . Josef og Farao (1.Mos. 41:41, 43). Den ring, som Jösef modtog, var en signetring, som blev brugt til kongelige segl (jvf. Joh. 6:27 og 2. Kor. 1:22). Omvendelse er nødvendig førud for Helligåndens segl, således som vi vil se det i Peters liv.

Skoene taler om villighed til at gå ud og forkynde evangeliet (jvf. Rom. 10: 14-15). Men det store ved disse lignelser om omvendelser er det fælles træk af glæde, og den slags glæde kan ikke opleves på anden måde. Vi får kraften i Helligåndens fylde for at vidne om "omvendelse og tilgivelse af syndera (Luk. 24:47-49), og derfor kan det ikke forbavse, at omvendelsesbudskabet var noget hyppigt forekommende i Peters liv. '

Nu lidt om omvendelse i Peters liv og tjeneste. Den mand, som var så impulsiv!

1. Luk. 22:32. Peter oplevede Guds godhed gennem Kristus, ikke på en overåndelig måde, men gennem sin svaghed. Dette greb Peter, og han omvendte sig, fulgte Kristus og bekendte sine synder. Peter modtog omgående et kald: "Frygt ikke, fra nu af skal du fange mennesker" (v. 10). Kristus frelser os til gode gerninger og ikke på grund af vore gode gerninger, og Han har brug for hver og en af os, ikke mindst de ensomme og gamle i vore kirker.

2. Luk 22:32. Peter fulgte Kristus i mere end tre år, og han syntes temmelig sikker på sig selv: "Herre, jeg er rede til at gå med dig, både i fængsel og i døden", sagde han (v. 33). Hvor kan vi være stolte af vort forhold til Kristus, af vore løfter og ofre til Ham - men i praksis kan vi også være magtesløse. Det var Peters problem: Et løfte uden kraft til at opfylde det. Peter var åndelig talt gået fallit i sin tjeneste for Jesus.

Peter blev alligevel frelst, fordi han troede på Kristus, men Mesteren bad for ham, at han måtte "Omvende sig" (v. 32), for at han kunne blive i stand til at gøre noget åndeligt for sine brødre.

I Luk. 22 er Peter ved Kristi godhed blevet forberedt til at omvende sig fra at regne med sin egen kraft til alene at regne med Guds, den som blev givet ham gennem Helligåndens kraft pinsedag. Peter omvendte sig sandelig - han ligefrem græd over sin fornægtelse af Kristus som Herre (v. 62), og vi ved, at Ånden kom over Peter og fyldte ham og gav ham mod til at vidne offentligt om Kristus - efter pinse.

Hvis vi såkaldte karismatikere mister Åndens kraft i vore liv, bedegrupper, ja selv kirker, så er vejen til igen at modtage kraften omvendelse. "Omvend os, Herre, til dig, så vender vi om, giv os nye dage som fordum", bad Jeremias (Klages. 5:21). Det forherliger ikke Gud at minde Ham om vore kirkers glorværdige fortid, vækkelsesbevægelser og personlige liv - vi kan bare "bede om nye dage som fordum", gennem omvendelse.

Jeremias vidste, at Gud gav omvendelse, men mennesker måtte omvende sig, og han havde somme tider selv brug for det. "Omvender du dig, vil jeg omvende dig, så du står for mit åsyn" (Jer. 15:19).

3. Ap.Gern. 5:31. Peter forkynder også meget klart, at Gud giver omvendelse gennem den godhed, Han har givet og åbenbaret i Kristus Jesus. "Ham har Gud med sin højre hånd ophøjet til fører og frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse".

4. Ap.Gern. 3:19. På vejen til templet - jeg tror, det svarer til vore forskellige kirker(?), hjalp Peter og Johannes en lam mand (åbenbart en, der var spastisk fra fødslen), og han blev helbredt i Jesu Kristi navn (v. 6). Omkring Peter samledes en flok mennesker, som var ganske imponerede over Peters evner, men han skynder sig at forklare, at det var ikke hans kraft eller hellighed (v. 12), som helbredte den spastiske: Gud herliggjorde sin søn Jesus Kristus. Hvilken ægte ydmyghed - men den har ingen plads for passivitet eller dovenskab. Og i stedet for at tale en masse om helbredelsens nådegave, brugte Peter lejligheden til at forkynde Kristus, Hans død og opstandelse. Men mere end det: Peter forkyndte omvendelse efter guddommelig helbredelse.

Somme tider tænker jeg på, om vi ikke ville opleve flere guddommelige helbredelser, hvis vi var rede til at lade dem være tegn på Guds herredømme for at vinde flere mennesker for Kristus og prædike positiv omvendelse.

"Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettedea (v. 19), bød Peter den begejstrede skare efter helbredelsen. Og igen prædiker han omvendelse ved slutningen af sit modige vidnesbyrd om Kristus: "Det var for jer, Gud først oprejste sin tjener, og Han har sendt Ham for at velsigne jer, når I hver især vender om fra jeres ondskab" (v. 26).

Jeg synes, vi kan kalde Peter en god lutheraner - ja, alle kristne kirkeretninger kan faktisk gøre lige meget krav på ham - men han ser i hvert fald, hvordan Gud virker tro (v. 16) så vel som omvendelse (v. 26). Men Peter måtte forberedes til at kunne forkynde - og lide for det - skønt hans budskab kom fra Gud.

5. Ap.Gern. 5 :8 . "Skandale inden for den karismatiske fomyelse". En flot overskrift i en avis. Men der var en skandale i den første Kirke - og det drejede sig også om penge. Ulykkeligvis døde Ananias (v.5), og så gav Peter hans hustru Safira lejlighed til at omvende sig og bekende sin del af deres fælles åndelige bedrageri (en synd, der desværre ikke betragtes som noget særlig alvorligt i vore dage). "Sig mig, var det den pris, I solgte jorden for?" spurgte Peter. Hun kunne have sagt "nej" og opnået tilgivelse, men hun løj, ikke alene for Peter og kirken, men også over for Helligånden (v. 9).

Safira døde desværre også - men så var skandalen opklaret, og så udbrød der vækkelse - på grund af den frygt, der "kom over hele menigheden" (v. 11). Der var ingen tvivl om, at Ananias og Safira var åndsfyldte kristne, som følte, at de skulle ofre deres jord for Guds riges sag - men mørket sneg sig ind over deres udmærkede offerhandling. Ja, det er en god advarsel til åndsfyldte kristne: Vi kan ikke støtte os til gårsdagens gode oplevelser eller til fremtidshåb - vi må vandre i Ånden i dag, ved Guds nåde.

Dette ægtepar døde for fødderne af Peter - men dette var ikke synden mod Helligånden (Matt. 12:31). Jeg vil prøve at forklare: Jesus var fyldt med Helligånden, og Han beviste sin guddommelige herlighed ved at uddrive onde ådner (blandt andre ting), v. 28: Farisæerne vidste, at den kraft, der var i Jesus, var Helligåndens - men de sagde, at den kom fra "Beelzebul, de onde ånders fyrste" (v. 24). Bespottelse imod Helligånden er ganske enkelt det at vide, at åndskraften er fra Gud - men bevidst at kalde den for djævelens kraft.

Dette er ikke det samme som at stå Ånden imod, eller at bedrøve Helligånden - det kan blive tilgivet.

Jeg har talt med mange, der virkelig troede, at de havde syndet imod Helligånden - men ikke en af dem havde gjort det. Faktisk vil selve spørgsmålet: "Har jeg syndet imod Helligånden?" udelukke, at jeg har begået den synd.

6. Ap.Gern. 8:22. "Simon (troldmand) kom også selv til troen, og efter at han var blevet døbt, holdt han sig stadig til Filip" (v. 13). De fleste ville antage, at Simon var OK, fordi han kunne bekende Kristus, og han var døbt, men han var ikke blevet omvendt fra sin omgang med trolddom (v. 9) - men han ønskede Helligåndens kraft, særlig da han så, at der virkelig skete noget ved håndspålæggelse og det, der dermed fulgte: Helligåndens komme (v. 18).

Trolddom - og de fleste af djævelens gerninger - går almindeligvis hånd i hånd med penge. Simon ønskede at tjene på Helligånden - han ønskede ligefrem at købe kraften (v. 18). Men Peter var ikke den, der lod sig drive eller lokke af penge, han tjente Guds rige først. "Omvend dig derfor fra denne din ondskab, og bed til Herren, om du dog måtte få tilgivelse for dit hjertes påfund" (v. 22), sagde Peter til Simon. - Hvad skete der med Simon? Vi ved det ikke. Vi håber, at han omvendte sig og bekendte sin synd.

Nu forstår vi, hvorfor Paulus råder Timoteus til ikke for hurtigt at give håndspålæggelse til mennesker: "Lad ingen håndspålæggelse ske overilet, og gør dig ikke medansvarlig for andres synder: bevar dig selv ren" (1. Tim. 5:22). Jeg har meget svært ved at tro, at håndspålæggelse og modtagelsen af Helligånden er en forberedelse til omvendelse, sådan som jeg har hørt nogle sige. Men efter omvendelsen og modtagelsen af Helligånden kan det være, at Vi bagefter finder ud af, at der stadig er områder i vort liv, som kræver positiv omvendelse. Og dette skete også for Peter, omvendelsesprædikanten!

7. Galaterbrevet 2:11. Et karismatisk fællesskab splittet på grund af lovtrældom og frygt - og Peter fulgte flertallet! Paulus hadede lovtrældom (det havde han fået nok af selv) og prædikede imod det ved at sige, at "alle er I nemlig i Jesus Kristus Guds børn ved troen" (kap. 3:26) og ikke ved gerninger, ikke engang gerninger, der er bygget på vers fra Bibelen.

Paulus talte til Peter "lige i hans åbne øjne", "i alles påhør", fordi Peter var faldet tilbage i lovtrældom, "så endog den åndsfyldte Barnabas blev draget med hama (v. 13). En sådan splittelse var ikke i overensstemmelse med Kristi evangelium, og derfor behøvede Peter omvendelse fra lovtrældom. Paulus tøvede ikke med at gøre dette klart for Peter.

Karismatikere kan også let komme under loven. "Alle de andre løfter hænderne - så det må jeg også hellere gøre", tænker vi, selv om vi egentlig slet ikke har noget ønske om at gøre det. Selvfølgelig skal vi ikke miste vores frimodighed og friskhed i Kristus, men hvor er det let at gøre noget, fordi man gerne vil imponere.

Peter oplevede omvendelse, han prædikede omvendelse, og han behøvede omvendelse, selv efter at Gud brugte ham.

Omvendelse er noget positivt, selv om det en pinagtigt. "Thi bedrøvelse efter Guds sind virker omvendelse til frelse, som ikke fonrydes; men verdens bedrøvelse virker død" (2. Kor. 7: 10). Den karismatiske kirke i Korinth behøvede bedrøvelse efter Guds sind - det er pinefuldt, men det leder altid til frelse. Sorg uden omvendelse vil altid forblive sorg.

Forside
Artikler
Her sker det
Vækkelseshistorie
Dansk vækkelseshistorie
Salmedigtere óg sangskrivere
Links
Hvem
Kontakt
© The sound of revival 2018 - design: O Madsen Media