Artikler

Åndelig fornyelse af Michael Harry

4

Forkynd ordet - ikke Ånden
- Er det ikke farligt at tale om Helligånden?

"Forkynd ordet, og ikke Ånden", bemærkede en hollandsk jurist, da han havde hørt mig sige nogle få bemærkninger ved en kongres angående abortspørgsmålet i Svejts. Det var en betydningsfuld komgres, fordi den blev afholdt lige før der skulle være folkeafstemning dernede for eller imod regeringens forslag om fri abort, sådan som vi har det i Danmark. Afstemningen gik imod fri abort, og mange tror, at kongressen i nogen grad kan have haft indflydelse på afstemningen. Jeg havde kun sagt nogle få ord offentligt ved kongressen, idet jeg nævnede forholdet imellem abortsituationen og den stigende åndløshed i den store danske folkekirke. Jeg tror, jeg kun nævnede Helligånden een gang, eller allerhøjst to gange! Men min sagførerven følte trang til at advare mig: "Forkynd ordet - ikke Ånden!", skønt han syntes at have glemt, at ordet siger særdeles meget om Helligåndens kraft. En overbetoning af Åndens gerning - særligt glødende vidnesbyrd om det - sammen med ligegyldighed over for undervisning, omfattende undervisning, er i givet fald meget farlig. Men at forkynde ordet uden at nævne Ånden, det er en teologisk umulighed. En luthersk præst prøvede også at gøre et nummer ud af det ved at sige, at når han havde Kristus i sit liv (og det er virkelig et godt vidnesbyrd), så ønskede han ikke at høre om Helligåndens komme i fornyende kraft. Disse to eksempler - fra sagføreren og præsten - synes at ville spille Guds ørd op imod Ånden, og Kristus op imod Ånden - men alle tre hører sammen og er sammenvævede, sådan som vi finder det i vor Herres Jesu Kristi liv. Spørgsmålet i begyndelsen af dette kapitel besvares bedst ved at se på, hvordan Guds ord og Helligåndens gerning fungerer i fuldkommen harmoni i Kristi liv og tjeneste, mens Han var her på jorden. En sådan undersøgelse vil - skønt den er ganske overfladisk - måske berolige tankerne hos dem, der læser denne bog, så de forstår, at vi ikke overbetoner Helligåndens gerning på bekostning af Kristus og skrifterne.

Jesus og skrifterne.

For det meste henviste Jesus til skrifterne og Guds kraft samtidigt, noget min sagførerven syntes at prøve at undgå - der var ingen tvivl om, at det var frygt for overdreven følelsesfuldhed. Vi behøver både ordet og Åndens kraft - og ordet forbereder ofte vejen for Ånden, sådan som vi så klart ser det hos profeten Ezekiel, bare for at tage et eksempel.

"I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft", sagde Jesus (Matt. 22:29). Vildfarelser i politik, i familielivet osv. vil altid følge i kølvandet af uvidenhed om skrifterne og Guds kraft.

Men - det er muligt at gennemgå skrifterne uden at komme i forbindelse med skrifternes kilde: "I ransager skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv, og det er dem, som vidner om mig. Og dog vil I ikke komme til mig for at få liv" (Joh. 5:39-40).

Jesus og skrifterne i Hans liv.

Jesus brugte skrifterne, da Han blev fristet af djævelen (Luk. 4:1-18).
Jesus brugte skrifterne, når Han helbredte mennesker (Matt. 8:16-17).
Jesus brugte skrifterne, da han skulle forklare disciplene, hvorfor Han gik op til Jerusalem, når Han vidste, at Han skulle dø der (Luk. 18:31-34).

Jesus brugte også skrifterne efter sin opstandelse (Luk. 24:27-45).

Alle kristne kan være enige om dette, tror jeg, men hvordan er Jesu holdning til skrifterne, når de taler om Helligåndens værk?

Jesus og skriftstederne om Helligånden.

Guds ord ved engelen Gabriel gav jomfru Maria tro til at tro på, at hun kunne undfange Guds Søn uden en jordisk ægtefælle (Luk. 1:38). Da Jesus var 30 år gammel, kom Helligånden over Ham som en due (Luk.3:22), at at Lukas beskriver Jesus som "fyldt med Helligånden" (Luk.4:1) og "Åndens kraft" (Luk. 4:14) for at tilkendegive sin herlighed.

Når jesus ville forklare Helligåndens kraft og fylde i sit eget liv, brugte Han skrifterne. Han brugte Esajas bog i det gamle Testamente, og Han fandt kapitel 61 og vers 1, og så læste Han stedet højt for menigheden i synagogen: "Herrens Ånd er over mig, fordi Han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige" (Luk. 4:18). Jesus lukkede bogen og erklærede så: "I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse" (v. 21).

Jesus kunne forklare sin egen oplevelse af Helligåndens kraft gennem brug af skrifterne. Peter gjorde det samme pinsedag (Ap.Gern.2:16-3:7).

Jesus brugte profeten Esajas, og ingen kristen kan have svært ved at citere Esajas 53 og dets profeti om Kristi død på korset.

Jesus og de skriftsteder, der handler om os og Helligånden

Vi har også set, at Kristus anvendte Esajas til at forklare sin oplevelse af Helligåndens kraft - men hvad siger Esajas profeti om os og Helligånden? Vi kan ikke tage imod en del af skrifterne (i dette tilfælde Esajas) og droppe de andre som uvedkommende, fordi de ikke helt passer samme med vore forudfattede ideer om Helligåndens gerning i vort liv.

"Thi jeg udgyder vand på det tørstende, strømme på det tørre land, udgyder min Ånd på din æt, min velsignelse over dit afkom" (Esaj.44:3). Her er en profeti, et skriftsted - som Jesus hentydede til, da Han var til stede ved en berømt fest: "Om nogen tørster, han komme til mig og drikke. Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som skriften har sagt, rinde strømme af levende vand." Dette sagde Han om den Ånd, som de, der troede på Ham, engang skulle få; thi Ånden var endnu ikke kommet, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort (Joh. 7:37-39):

Her er det: Kristus, der bruger skrifterne om Helligånden, for at vi også kan få del i Helligåndens kraft.

Nu er Jesus herliggjort, og derfor kan vi, idag og indtil Kristus vender tilbage, modtage Helligånden.

Peter og de andre - ca 120 - modtog Ånden pinsedag, og så forklarer Peter, at dette er tegnet på, at Kristus er herliggjort, det vil sige nu er ved Faderens højre, den mest betydningsfulde plads i Guds nærhed (Ap.Gern. 2:33).

Når Helligånden kom, forklarede Jesus, ville strømme af levende vand flyde fra menneskets indre. Dette er, hvad der skete pinsedag. Strømme af levende vand flød op til Gud, så at de talte om "Guds store gernigner" i sprog (Ap.Gern. 2:4, 11), som de ikke selv forstod - skønt tilskuerne forstod dem, men Gud forstod ganske bestemt, hvad der blev sagt.

Strømme af levende vand flød også ud til de andre troende: deres kærlighed til hinanden var så reel, at den blev konkret; de havde alting fælles (Ap.Gern. 2:44-45).

Livet flød også ud til dem, der endnu ikke kendte Kristus peronligt, og det skete gennem dristig forkyndelse af Jesus som både Herre og Kristus (Ap.Gern. 2:36), ved de kristne, der havde yndest hos hele folket (v. 47). Dette levende vand tiltrak de ikke kristne. Hvor skønt! Alt for ofte tiltrækker kristne af i dag slet ikke de ikke troende - de kan ligefrem få mennesker til at vende sig bort fra Kristus. Helligåndens fylde kan vinde mennesker for Kristus ved den måde, hvorpå de lever, optræder og taler med mennesker.

Ånden behøver ikke skrifterne, men skrifterne behøver Ånden.

Bare det at forstå skrifterne, hvis det er klart, at vi ikke har tro fra Gud på, hvad vi læser - men når troen bliver givet os, kan vi forvente, at Kristus vil opfylde, hvad Han lover os gennem sit ord.

Vi havde en gudstjeneste i Asserballe kirke på Als - og mennesker mødtes rundt om alterskranken. Det første menneske, jeg talte med, var fra Indre Mission, og hun forklarede, at hendes mand var blevet fyldt med Helligånden ved et møde i Norge og havde endda talt i tunger - og nu ønskede hans hustru, at nøjagtigt det samme skulle ske for hende.

Jeg forklarede hende, at når vi har en konstant længsel efter noget i vort hjerte, og det er noget, der stemmer med Guds ord, så er det Gud, som har skabt den længsel, og som derfor kan opfylde vort hjertes ønske.

Jeg var overbevist om, at denne dames længsel var ærlig og gudgiven, og derfor læste jeg stille Mark. 16:17 - "og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn. . . skal de tale med nye tunger." Da jeg læste dette, begyndte det menneske, der knælede ved siden af hende at tale i nye tunger.

Jeg spurgte også hende, hvorfor hun knælede ved alterskranken. "Jeg ønskede at få det, som min veninde netop havde bedt om, men da du gav hende Kristi ord, snuppede jeg dem til mig selv, og Han har fyldt mig med Ånden og givet mig lov til at lovprise Ham i'et nyt sprog«, forklarede hun.

Skrifterne skabte her ikke alene tro, men beredte også vejen for Helligånden.

Også den første dame blev på lignende måde fyldt med Helligånden omtrent seks uger senere.

Lad os forkynde ordet - hele ordet, også det, der taler om Kristi Ånd. Det er ikke farligt at tale om Helligånden, som Han er beskrevet i Ordet.

Men det kan være farligt for vore kirker - og på den måde også for vore lande - hvis vi gør Helligånden til en uønsket person i Treenigheden.

Forside
Artikler
Her sker det
Vækkelseshistorie
Dansk vækkelseshistorie
Salmedigtere óg sangskrivere
Links
Hvem
Kontakt
© The sound of revival 2018 - design: O Madsen Media