Artikler

Åndelig fornyelse af Michael Harry

7

Døbt eller fyldt med Helligånden?
- — Lovtrældom er nedbrydende

"Men jeg er ikke god nok" - det er en bemærkning, man så ofte hører fra mennesker, der tydeligvis er oprigtige kristne, men som føler sig uværdige og derfor måske tvivler på, at de virkelig er børn af Gud. Et menneske, der føler sig uværdig (på en forkert måde), vil have store vanskeligheder ved at bede Gud om noget - men hvad der er det mest almindelige - de vil næsten være sikre på, at de ikke kan forvente at modtage noget, selv om de har bedt.

Det er en mærkelig kendsgerning, at en sådan tænkemåde findes blandt lutheranere! Luthers store budskab var: Alt af nåde, og at vi ikke bliver frelst eller velsignet af Gud på grund af vore store gerninger.

Mange lutheranere - og dem er der en masse af i Skandinavien (94% af Danmarks godt og vel 5 millioner, og 92% af Finlands knapt 5 millioner er lutheranere), - taler og synger ofte om nåde, men lever i praksis under loven.

Enhver, der lever under loven, vil erfare, at de ikke er gode nok, fordi loven altid fordømmer. Paulus siger faktisk, at loven dræber (2. Kor. 3:6).

Naturligvis er der en ægte (ikke lovbundet) måde at føle sig uværdig på, men dette bevirker ikke altid at vi tager imod, hvad der tilbydes os — og modtager det med taknemmelighed og ved, at vi ikke har fortjent det, som gives os. Den form for modtagelse er til stor glæde for GIVEREN så vel som for modtageren!

Men hvis først vor uværdighed (det vil sige vor egen vurdering af os selv, vor tro, vor åndelige "temperatur") bevirker, at vi ikke tør tage, acceptere, modtage det, som tilbydes os - så er en sådan uværdighedsfølelse sygelig og nedbrydende: den ødelægger noget i vor sjæl og efterlader os med en følelse af fortvivlelse. Det er denne slags uværdighed, vi ser på i dette kapitel, og uden at vi måske rigtig ved det, er det et produkt af loven, eller lovtrældom.

Men til trods for den kendsgerning, at både Jesus og Paulus gik imod lovtrældom, var der ingen af dem, der vendte sig imod loven: de vidste, at kun gennem nåde kunne loven blive overholdt.

"Til frihed har Kristus frigjort os, så stå nu fast, og lad jer ikke påny spænde i trældoms åg!"" (Gal. 5:1).

Paulus gjorde sig altid umage for at understrege den frihed fra loven, som er givet os i Kristus. "Hvor Herrens Ånd er, der er frihed", (2. Kor. 3:17). Undertiden bruges denne frihed til at forklare, at hvis Ånden virkelig arbejder, så vil der altid være en masse der taler, synger, råber amen og halleluja, og de åndelige gaver vil fungere - der må simpelt hen være en overstrømmende udfoldelse af åndelig aktivitet, mener man.

Det kan meget vel være, at frihed fra lovtrældom kan give en ny udfoldelse af noget, vi ikke er vant til - men der kan vi igen komme under en ny lovtrældom, en "Lovprisningslov". Det vil sige: Hvis du er fri, så må du lovprise Gud på vor måde, og det betyder en masse "amen'er" og "ja'er" og "halleluja'er". Men virkelig frihed kan også betyde at være stille.

Når Paulus skriver om frihed, understreger han meget frihed fra lovtrældom, så vi er fri til at tilbede Gud på den måde, vi ønsker, så vidt som det er i overensstemmelse med Hans hellige ord.

Men, når Paulus nu har talt om frihed, så går han videre til at lære os brugen af den frihed: "I blev jo kaldet til frihed, brødre, kun må friheden ikke blive en anledning for kødet, men tjen hverandre i kærligheden. Thi hele loven er opfyldt i et eneste bud, nemlig dette: Du skal elske din næste som dig selv« (Gal. 5:13-14).

Vi kan kun oprigtigt elske på den måde ved Guds nåde. "Vi elsker, fordi Hau elskede os først" (1. Joh. 4:19). Men vi kan kun elske vor næste som os selv, hvis vi elsker Gud først (Mark. 12:30-31). Derfor - al politisk tale om at elske vor næste er OK, men vi kan ikke elske hverandre, som vi skulle, før vi elsker Gud først. Og vi kan ikke elske Gud, før vi har opdaget som en åbenbaring (sådan som Han vil vise os det), at Han elskede os først ved at sende sin Søn og ved at hengive Ham til døden på et kors (1. Joh. 4:10).

Hvis vi elsker på denne måde, begynder vi at opfylde loven. Hvem kan elske Gud og sin næste - og alligevel stjæle? Hvem kan elske Gud og sin næste og alligevel være sin hustru utro? Kærlighed opfylder hele loven.

Kærlighed kan vokse - det er en proces. Det kaldes Åndens frugt - og frugter vokser ikke ud på fem minutter! Frugter kommer efter vintermørke og prøvelser; efter beskæring i det tidlige forår - og efter sommerens regn og solskin. Kærligheden er en proces, som aldrig ophører - men kærlighed opfylder alle Guds bud.

"Frygt er ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud, thi frygt har med straf at gøre, og den, der frygter, er ikke blevet fuldkommet i kærligheden" (1. Joh. 4:18).

Hvad forstår vi så ved fuldkommen kærlighed? "Hvis vi elsker hverandre, bliver Gud i os, og Hans kærlighed er blevet fuldkommet i os" (1. Joh. 4:12). En fuldkommen (moden) kærlighed vil drive frygten ud af vore hjerter - den frygt, som kan komme af, at vi ikke er sikre på, om vi lever op til Guds normer eller ej. Hvis vi er bange for, at vi ikke behager Gud, så vil vi frygte Hans dom - Hans dommedag.

"Dermed", skriver Johannes "er kærligheden blevet fuldkommet hos os, at vi har frimodighed på dommens dag, thi som Han er, således er også vi i denne verden" (1. Joh. 4:17).

Lovtrældom kan forårsage to holdninger: Enten at jeg er alt for god, eller at jeg ikke er god nok.

Selvretfærdige kristne, der føler sig meget gode og hellige, har meget let ved at dømme deres medkristne. "Men du, hvorfor dømmer du din broder… Alle skal vi jo dog fremstilles for Guds domstol" (Rom. 14:10). En sådan dom får os til at se ned på vor broder, fordi vi føler os overlegne, fordi vi mener os i stand til at overholde loven bedre, end han gør. Vi hader den slags selvretfærdighed i os selv og andre, og det er i hvert fald ikke den slags lovtrældom, vi prøver at analysere i dette kapitel.

Alligevel - lovtrældom kan stikke hovedet op på en anden måde: "Jeg er ikke god nok."" Dette er årsag til så megen frustration blandt troende - særlig blandt dem, der er vokset op i kristne hjem, og som prøver at følge Kristus.

Når vi ikke føler (det er det virkelige problem - vi stoler mere på vore følelser, end på hvad Gud siger i sit hellige ord), når vi ikke føler, at vi er gode nok, vil vi automatisk føle os uværdige, og derfor ude af stand til at modtage det, som Gud og mennesker tilbyder os. Vi siger direkte, at vi først må blive noget bedre selv, så at vi kan se bedre ud i Guds øjne (og i menneskers), og når vi så er gode nok, vil Gud muligvis belønne os ved at give os det, Han har lovet og som vi faktisk trænger til. Vi lægger ofte planer for, hvordan vi skal forbedre os, men opdager, at vi ikke engang kan overholde vor egen "femårsplan" for personlig åndelig fremgang! - Og så føler vi os endnu mere frust- rerede end nogensinde. En sådan frustration åbner døren for frygt, hvor djævelen kan hviske i vort øre, at vi slet ikke kan komme på højde med Guds love — eller vore hjemmelavede love til selvforbedring. Frygteligt!

Hvornår vil vi blive gode nok til at modtage noget, som Gud har lovet i sit ord? Aldrig!

Aldrig, fordi der ikke er noget godt i os selv - ikke den mindste smule. Men i Kristus er vi gode nok. Paulus beskriver vores situation således: "Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se noget nyt er blevet til!" (2. Kor. 5:17). Paulus mener ikke, at vi har fået nye tænder og hår igen - eller en smal talje. Vi bliver nye skabninger i vort inderste og i Guds øjne. Det er det, der tæller. At være i Kristus betyder, at vi allerede er gode nok for Gud, og altid gode nok for Gud.

En god og from kvinde i den norske Folkekirke længtes så meget efter at modtage Helligåndens kraft, at hun kom til en konference for åndelig fornyelse i Norge. Også hendes mand var en god kristen, en meget brugt lægmandsleder.

»Jeg har bedt om Helligånden, og der skete intet«, sagde hun.

"Er der noget, der tynger dig? Måske en eller anden synd, spurgte vi.

"»"Så vidt jeg ved, er der ikke noget, der tynger mig, og jeg har bekendt alle mine synder", sagde hun. "Så kan du modtage Helligånden nu", sagde vi.

"Men jeg kan ikke", sagde hun, "fordi der må være noget galt med mig. Jeg har bedt så meget, og der er aldrig sket noget. Sig mig, hvad der er forkert ved mig.""

Denne gode kristne kvinde havde en oprigtig længsel efter Helligåndens fylde, og hun ønskede også at tale Helligåndens sprog - det som Paulus kalder tungetale: "Thi den, der taler i tunger, taler ikke for mennesker, men for Gud; ingen forstår det jo, men i Ånden taler han hemmligheder" (1. Kor. 14:2).

Vi havde ikke lært - og lærer stadigvæk ikke - at man skal tale i tunger for at have bevis på Helligåndens fylde. Men denne kvinde ønskede virkelig at tale hemmeligheder med Gud i Helligåndens sprog.

Dette er lovtrældom - en finere slags, der ikke dømmer andre, men det er stadig lovtrældom. Derfor spørger Paulus: "Var det i kraft af lovgerninger I modtog Ånden, eller ved i tro at høre?" (Gal. 3:2)

Vi delte troens ord med hende, og sagde til hende at hun aldrig ville blive god nok i egen kraft, men at i Kristus er hun allerede god nok.

Så snart denne sandhed gik op for hende, faldt Helligånden på hende og hun begyndte at tale i nye tunger. Vi bad ikke engang for hende, eller lagde vore hænder på hende, da hun i tro tog imod og holdt op med at være lovbundet i sin holdning og tænkemåde.

Hendes mand blev overstrømmende glad, da han mødte hende efter vor fortrolige samtale med hende. Og Herren lærte også os en lektie: Det er alt af nåde - en gratis gave - for at ingen skal rose sig.

Johannes viser os i sit evangelium så klart forskellen mellem lov og nåde, og jeg vil gerne nævne tre afsnit, som handler om dette emne.

Det første er: "Thi loven blev givet ved Moses - nåden og sandheden er kommet ved Jesus Kristus" (Joh. 1:12). Moses sagde: Gør dette, og du skal leve - men ingen, undtagen Kristus, har været i stand til at holde hele loven, og derfor kan vi ikke opnå evigt liv gennem loven. Loven var god og var givet af Gud - men Moses budskab kunne ikke skabe liv.

Gud sendte i sin barmhjertighed Jesus Kristus, som ikke kom med loven (skønt Han selv opfyldte hele loven i sit dagligliv og i sin tjeneste), men Guds Søn kom med nåde og sandhed.

Nåde betyder, at liv og frelse er gratis og ikke kan fortjenes: det kan kun modtages i tro og ikke ved gerninger, selvanstrengelse eller selvretfærdighed. Sandhed betyder ikke, at det som Moses havde, ikke var sandt og at alene Kristus havde den virkelige sandhed. Sandhed betyder i denne sammenhæng virkelighed. I de fem Mosebøger læser vi om oksers blod, der kunne rense legemet. Men så kom Kristus med virkeliggørelsen af det, som Moses talte om: "hvor meget mere vil da ikke Kristi blod, fordi Han i kraft af en evig Ånd frembar sig selv som et lydefrit offer for Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud?" (Hebr. 9:14). Blod af dyr kunne ikke rense samvittigheden - men Kristi blod kan. Her er sandheden: Jesus bragte virkeliggørelse af Moses” budskab om blod og dets rensende kraft.

Når du lægger nåde og sandhed sammen, får du herlighed (Joh.1:14). Men for at Kristus kunne vise denne herlighed udadtil, så at andre kunne se at Han kom med Gud Faders herlighed, behøvede Kristus Helligåndens kraft - selv om Helligånden altid var med Kristus... Johannés døberen så Ånden dale ned over Jesus (Joh. 1:32), og så begyndte Jesus at åbenbare sin herlighed gennem tegn og undere (Joh. 2:11). Det er formålet med Helligåndens komme, at åbenbare Guds herlighed, givet os gennem tro på Kristus, så at andre kan se og høre gennem vort liv, at Kristus er Herre, og at Han sandelig lever idag. i

Kristus har givet os sin herlighed (Joh. 17:22), fordi vi efter naturen blev født uden den (Rom. 3:23) - men hvor ser vi herligheden? Ja, vi ser noget af den. Men spørg gennemsnitsarbejderen af i dag, om han ved hvor man kan finde Guds herlighed — så vil han sandsynligvis ryste på hovedet.

De fleste arbejdere forbinder desværre ikke herlighed med Kirken - men det gør Gud. Hvorfor stråler der så lidt herlighed på vore ansigter og ud fra vore kirkefællesskaber? Fordi vi mangler Helligåndens kraft. . . Men den er til at få.

Det andet er: Vi ser Jesus udfordret af dem, der klynger sig til loven (Joh. 8:1-11), og her ser vi lovtrældommens ødelæggende væsen (skønt lovens oprindelige formål var at beskytte livet). Loven blev brugt til at udstille en kvindes synd, så at alle kunne høre om den (v. 3, 4). Det samme kan ske i dag gennem telefonsamtaler eller ved kirkekaffen: Har du hørt! Loven krævede dødsstraf for ægteskabsbrud (v. 5), fordi seksuel umoral ikke alene er ødelæggende for familielivet, men den kan muligvis ødelægge hele samfund. Det er alvorligt at bryde loven.

Men disse selvretfærdige lovens håndhævere var ikke det mindste interesseret i denne kvinde og hendes fremtid, det de ønskede, var at gribe Jesus i at begå en fejl, fordi de var misundelige over Hans succes og popularitet (v. 6).

Hvordan åbenbarede Jesus sin herlighed? Hvordan kom Han med nåde og sandhed ikke alene til den skyldige kvinde, men også til de skyldige, selvretfærdige skriftkloge og farisæere?

Jeg tror Jesus på en eller anden måde brugte den åndelige gave, som vi ville kalde visdommens nådegave, idet Han kom med en erklæring, som øjeblikkelig forandrede situationen, så at den, der var dømt til stening, kunne blive gjort rede til Guds nåde: "Den af jer, der er syndfri, lad ham være den første, der kaster sten på hende", sagde Jesus (v. 7).

Vi kender jo nok alle historien. Ingen turde kaste en sten, og Jesus frelste kvinden fra lovens forbandelse. Samtidig kunne Hans ord til hende skabe tro og virkelig omvendelse: "Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå bort og synd ikke mere" (v. 11). Kristus gav nåde og sandhed til den kvinde, så at hun ikke alene fik tilgivelse, men også evne til at høre op med at leve i utroskab. Og intet af dette kunne loven udrette - og det kan vi heller ikke gennem lovbundethed. Det er alt af nåde.

Det tredie eksempel er fra Johannes evangelium kapitel ni, hvor vi lægger mærke til, at disciplene i nogen grad kommer under loven i deres rådslagning: "Mester, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?"" (v. 2). Her har vi det: Sygdom betyder synd! Det kan være tilfældet. Men hvis vi gør det til en lov, at sygdom og synd hører sammen, vil vi komme i vanskeligheder - i særdeleshed næste gang vi får influenza!

En præst lærte sin menighed, at sygdom enten betød vantro eller synd (særligt hemmelig synd). Men det holdt han op med at prædike, da han selv blev indlagt på sygehuset med en smertefuld mavekatar!

Hvor behandlede farisæerne dog den unge mand dårligt. Han, som var blevet helbredt af Jesus. De skældte ham ud (v. 28) og de stødte ham til sidst ud (v. 34) af deres fællesskab. Men Jesus gik efter ham (v. 35).

Jesus findes altid der, hvor der er nåde og sandhed, men lovbundethed slukker Ånden. Vi ser her, at Guds kærlighed i Kristus ikke var noget vegt, da Han stod ansigt til ansigt med farisæernes hykleri. Kristus talte meget bestemt til disse selvretfærdige mennesker, der prøvede at hindre den gerning, som den åndsfyldte Guds Søn gjorde.

Det er godt at huske på, at vi kan oprigtigt begynde i Ånden, men ende med at prøve at tjene Gud i kødet (Gal. 3:2). Ordet "kød" fremmaner i vor tanke sådanne frygtelige synder, som vi læser om på vore avisers forsider, men for Paulus betød ordet »kød« ikke specielle synder, men vore forsøg på at behage Gud uden at have tro.

Paulus bruger eksemplet med Abraham og Sara, der havde fået det løfte af Gud, at de skulle få en søn, selv om de var gamle. Tiden gik. Så fik Sara den gode ide, som var fuldt ud lovlig og ikke syndig, at Abraham skulle få en søn med hendes trælkvinde (Gal. 4:22). Det blev de enige om, og Abraham ønskede at hjælpe Gud med at opfylde sit løfte — det er kødet, det at prøve at hjælpe Gud uden tro.

Det gamle ægtepar fik en søn, men efter omtrent 13 års forløb fødte Sara så Isak, den søn Gud havde lovet dem, og som blev givet dem som en gave. Paulus beskriver de to sønner og bruger dem til at adskille kød og Ånd: "Men ligesom dengang han, der var avlet efter kødet, forfulgte ham, der var avlet af Ånden, således er det også nu" (v. 29):

Ismael og Isak var født på naturlig måde og legede sammen, omend med nogle sammenstød. Noget, der endnu i dag ses i Mellemøsten, idet araberne nedstammer fra Ismael og Israel fra Isak.

Det er interessant at se, at disse to drenge har så meget til fælles, og alligevel var Ismael født "efter kødet", hvorimod Isak var "født efter Ånden". Det første krævede ingen tro - men egen kraft (og det er hvad der sker, når man prøver at holde loven og bliver skyld i lovtrældom). Det andet krævede tro - og der virker Ånden. Ånden modtages i tro, og vi lever i Ånden ved tro.

Jeg har lagt mærke til, at mennesker har en tilbøjelighed til at blive lovbundne - det vil sige at leve efter kødet - ofte at gøre kødets gerninger, sådan nogle, som vi kalder særlige synder, og som Paulus har lavet en liste over (Gal. 5:19-21). Men de, som lever ved tro (eller ud af tro) på Kristus, oplever, at deres kød allerede er korsfæstet med Kristus (Gal. 2:20) og (5:24) og er i stand til at bære (ikke at oparbejde) Åndens frugt, som også indbefatter kærlighed (Gal. 5:22-23).

Nej, vi er ikke gode nok i vort kød: Men vi er gode nok i Guds øjne i Kristus Jesus. Det er dette sidste, som troen griber, og Helligånden bliver i stand til at virke i os, så at Faderen lovprises gennem vore gode gerninger (5:16).

Forside
Artikler
Her sker det
Vækkelseshistorie
Dansk vækkelseshistorie
Salmedigtere óg sangskrivere
Links
Hvem
Kontakt
© The sound of revival 2018 - design: O Madsen Media