Artikler

Åndelig fornyelse af Michael Harry

8

Min tro må være for lille!
- det er Gud, der giver tro

Mange føler sig forkastet, fordi de går ud fra, at deres tro er uden virkning; men det er egentlig ikke et spørgsmål om at have en stor tro, men snarere om at have lidt af den rigtige slags tro. "Hvis I har tro som et sennepskorn, sagde Jesus, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen - så skal det flytte sig, og intet vil være umuligt for jer" (Matt. 17:20). Et sennepsfrø er ganske lille, men det frembringer en stor plante.

Jesus underviste sine disciple om tro, ofte ved selv at demonstrere den. Da han havde forbandet figentræet, som derefter visnede, sagde Jesus: "Hav tro til Gud" - eller: "Hav Guds tro", den tro som Gud giver (Mark. 11:22).

Tro kommer fra Gud: "Thi af nåde er i frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven" (Ef. 2:8). Det er Gud, som giver os tro, og Hans tro kommer til os gennem Kristi ord. "Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord" (Rom. 10:17).

I den engelske oversættelse står der "Guds ord", hvorimod der på de skandinaviske sprog anvendes udtrykket "Kristi ord", og det stemmer med den oprindelige tekst. Kristi ord til os giver tro, en tro, der er lig med Guds tro.

Et godt eksempel på at Kristi ord giver tro, finder vi i Ap.Gern. 3, hvor Peter går op til templet for at bede. Uden tvivl havde han mange gange set den lamme mand, men på dette tidspunkt havde Peter tro til at bruge det navn, som alene ville kunne give den syge mand det, han virkelig trængte til i sit legeme. "Sølv og guld ejer jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi Nazaræerens navn, stå op og gå!"" (Ap.Gern. 3:6).

Alle blev glade! Da Peter gav en hjælpende hånd, stod den lamme op (han må have været spastiker, sandsynligvis skadet under fødslen) - og han gik omkring og sprang og lovpriste Gud i templet. Dette fik en stor skare til at samles om dem, og det gav Peter rigelig lejlighed til at polere sin evangeliske PR (public relation)! Men nej! Peter blev snarere foruroliget over virkningen og forklarede meget tydeligt, at det ikke var ved hans kraft eller hans hellighed, at manden var blevet helbredt, men at det simpelt hen var den måde, hvorpå Gud herliggjorde sin Søn, Jesus.

I stedet for at holde et seminar om helbredelse (hvad der iøvrigt kan være udmærket), benyttede Peter lejligheden til at prædike evangeliet for sine overvældede tilskuere, og så forklarede han, hvordan manden var blevet helbredt. (Måske svarer det virkelig til et moderne helbredelsesseminar, jeg ved det ikke.) "Og det er ved troen på Hans navn, at dette Hans navn har gjort denne mand, som I ser og kender, stærk; og den tro, som virkede af Jesus, har givet ham hans fulde førlighed, som I alle har set" (Ap.Gern. 3:16). Her forklarer Peter, at "Kristi ord" har givet manden tro (Guds tro eller tro på Gud) - nemlig "Den tro, som virkedes af Ham". Kristus gav den lamme mand tro, og han handlede på den tro og stod op.

I øvrigt er dette en smuk illustration af helbredelse i følge evangeliet; virkelig en bekræftelse af ordet i prædiken eller vidnesbyrd. Sådan en bekræftelse kalder Bibelen i almindelighed et tegn, men tegn er egentlig ikke noget mål i sig selv (det er guddommelig helbredelse heller ikke), men tegn på at Guds Rige er nærværende. Tegn er også ligesom plakater, der bekendtgør Guds nærvær: Mennesker kommer på grund af en sådan propaganda, og så kan budskabet om døden og opstandelsen blive forkyndt for alle, som den guddommelige bekendtgørelse har betydet noget for. Peter slutter sin tale efter helbredelsen med at kalde mennesker til omvendelse.

Jeg stiller stadig mig selv det spørgsmål: Ville vi ikke meget mere opleve guddommelig helbredelse, hvis vi så på helbredelser som tegn, der giver anledning til at prædike evangeliet, deri indbefattet det upopulære (og misforståede) budskab om omvendelse?

Det er værd at lægge mærke til, at Peter ikke prøvede at give manden tro, men Peter havde tro i Kristi navn til at gøre, hvad han gjorde på det tidspunkt og under disse særlige omstændigheder.

Peter havde i forvejen haft en personlig oplevelse af, hvordan Kristi ord kan give tro til at gøre noget, som herliggør Guds navn. Jesus kom vandrende på søen, og af en eller anden grund ønskede Peter at komme ud til Jesus vandrende på vandet: "Herre, hvis det er dig, så byd mig at komme ud til dig på bølgerne" (Matt. 14:28). Det krævede tro!

Og Jesus sagde til Peter (og ikke til de andre disciple): "Kom" (v.29). Her modtager Peter det ord af Kristus, som giver tro. Men Peter måtte opleve, at "tro uden gerninger er død" (Jak. 2:10). Hvilke gerninger skulle Peter gøre? Han kunne ikke gøre sig fortjent til en velsignelse, et mirakel eller et tegn, men Herren forventede troen demonstreret på en eller anden måde; ved en eller anden handling, som stemmer med troen.

Hverken disciplene eller Jesus hjalp Peter ud af båden, men Skriften siger: "Og Peter trådte ned fra båden og vandrede hen over bølgerne og kom til Jesus" (v. 29). Peters handling betød i denne situation, at han måtte ud af båden og begyndte at vandre.

Vi siger ofte på engelsk: Fact, faith, Feeling (Faktum, tro, følelse). For det første Guds ords realitet, som giver tro, og når troen får lov at fungere, følger følelse eller oplevelse. De fleste af os vil gerne springe over "tro" - fra realitet til følelse - men det er ikke Gud velbehageligt. Uden tro er det umuligt at behage Ham, for "den, som kommer til Gud, må tro, at Han er til og lønner dem, der søger Ham" (Hebr.11:6).

Undertiden når jeg driver sjælesorg over for kristne, har jeg mødt ikke så få, der prøver at udøve tro ved ivrigt og i rigeligt mål at bekende Guds ord. Nu siger ordet jo: "Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte Ham fra de døde, skal du blive frelst" (Rom. 10:9). At bekende overfor Gud at vi tror, at Jesus er Herre, må være forbundet med at tro det i sit hjerte. Det betyder, at hvis man tager disse ord fra Romerbrevet og bekender dem, sådan som Paulus foreslår, men uden tro i hjertet, så vil man ikke opleve frelse.

Jeg håber, at man ikke misforstår mig, men bekendelsen af Guds ord uden tro er i realiteten selvsuggestion - det vil sige: Man siger det, og så får man det! Det er meget let at blive fanget i denne fælde, særlig når man læser Mark. 11:23: "Den, der siger til dette bjerg: Løft dig op og kast dig i havet - og ikke tvivler i sit hjerte, men tror at det sker, som han siger - han skal få det opfyldt."" Jesus siger: "og ikke tvivler i sit hjerte" - men jeg tror ikke Han uden videre hentyder til vantro (selv om vi aldrig må undskylde vantro, der kommer af ulydighed). Hvad Jesus uden tvivl siger er, at hvis vi virkelig har tro, så må vi bekende den, og en sådan bekendelse er en demonstration af levende tro og gerninger, og så sker der noget.

Med andre ord, det at udtrykke noget bibelsk betyder nødvendigvis ikke at vi har tro, men når der er tro, følges den i almindelighed af bekendelse, som Paulus erklærer: "Men da vi har den samme troens Ånd som i skriftordet: "Jeg troede, derfor talte jeg" - så tror vi også, og derfor taler vi også; thi vi ved at Han, som opvakte Herren Jesus, skal også med Jesus opvække os og stille os frem for sig sammen med jer" (2. Kor. 4:13-14).

Ofte, når vi beder om noget, så er det, vi siger i bønnen, en bekendelse af den tro, vi allerede har i vore hjerter.

At bekende eller sige sådan som Jesus gør i Mark. 11:23, betyder i virkeligheden at sige de samme ting, som Gud siger os i sit ord. Det var det Hudson Taylor tænkte på, da han skrev: "Der er en levende Gud. Gud har talt i sit ord. Han mener, hvad Han siger. Han vil opfylde hvad han har lovet", - jeg citerer efter hukommelsen.

"Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser" (Hebr. 11:1). Dette vises tydeligt i Abrahams liv. Gud gav sit ord (Rom. 4:17) til Abraham, at han ville få en søn, og det ord skabte tro i Abrahams hjerte, at han til trods for omstændighederne (intellektuelt og medicinsk var det helt ulogisk) ville få, hvad Gud havde lovet. Det vil sige: "Tro er overbevisning om ting, som ikke ses."" Derfor skriver Paulus »på Guds forjættelse tvivlede han ikke i vantro (det er Guds ord til Abraham og ikke nødvendigvis til os), men han blev styrket 1 troen og gav Gud æren (han lovpriste Gud, før han havde fået sønnen), fuldt forvisset om at det Gud har forjættet, har Han også magt til at gøre« (v. 20, 21).

Når jeg taler imød den danske fri-abort-lov, så læser jeg om, hvordan de jødiske jordemødre nægtede at dræbe de nyfødte drengebørn: "Men jordemødrene frygtede Gud. . . og lod drengebørnene leve" (2. Mos. 1:17). Dette forekom mig at være Guds ord til mig, at jeg ikke måtte dræbe det ufødte barn. Og mere end det: "Og det skete, fordi jordemødrene frygtede Gud, at Han gav dem huse" (v. 21, engelsk oversættelse).

Dette viste sig at være Guds ord til mig: Jeg havde tro til at opleve en lignende tro som jordemødrene, så jeg forlod min hospitalskarriere som gynækolog, og jeg vidste, at Gud ville sørge for min familie - og give os huse (selv om den danske oversættelse ikke nævner ordet "huse"). Gud har givet os huse: Vi købte en almindelig bungalow, og kristne venner hjalp os med udbetaling til en caravan, så vi kunne besøge Svetlanas familie i Kiev, USSR.

Da jeg forlod sygehuset uden nogen form for sikkerhed, havde jeg "tillid. . . overbevisning om ting, der ikke ses "" i mit hjerte, og at jeg tog min afsked af den grund var en bekendelse af min tro. Gud gav mig i nåde sit ord; Hans ord gav mig tro; jeg kunne bekende min tro, og sluttelig oplevede jeg det, som jeg havde forventet af Gud - og Han sørger stadig for os nu - syv år efter, at jeg forlod en sikker og indbringende karriere.

Selv om dette kapitel i 2. Mosebog er Guds ord - og aldrig vil være noget som helst andet - er det ikke sikkert, at det vil være et specielt ord til ret mange kristne. Her skelner teologerne mellem to græske ord, som på engelsk oversættes ved eet ord. De to græske ord er logos og rhema, og begge betyder "ordet". Den hellige skrift er Guds ord, men når det ord bliver noget personligt til os selv og giver tro i hjertet, så kaldes det rhema. Og det er interessant at se, at det græske ord, der bruges i Rom. 10:17, er rhema: "af Kristi ord (rhema). "

Gud må afgøre, hvornår det er rhema - hvornår det er Hans ord til os. Derfor kan vi ikke gøre et ord til vores ved bare at bekende det mange gange: Der må gives tro sammen med ordet. Men vi kan godt være forberedt på mange overraskelser gennem Guds ord, fordi tro er noget, der behager Gud.

Da Paulus forkyndte evangeliet i Lystra, var der:en krøbling, der sad og lyttede: "Han lyttede når Paulus talte, og da Paulus fæstede sit blik på ham og så, at han havde tro til at frelses, sagde han med høj røst: Rejs dig op og stå på dine fødder! Da sprang manden op og begyndte at gå omkring" (Ap.Gern. 14:7-9). Her ser vi igen: Kristi ord gav tro, og så skete der noget.

Lad os mere og mere stole på, at Guds ord, som er inspireret af Helligånden og er levende, kan skabe tro i vore hjerter, så at Gud bliver mere og mere æret i og gennem vort liv.

De fleste mennesker tror sædvanligvis, at det modsatte af tro er vantro, og på en måde er det rigtigt. Vantro betyder ganske enkelt ulydighed over for, hvad Guds ord siger til os (2. Tess. 1:8), men jeg ville mene, at det, som oftere forårsager mangel på "Guds tro", enten er lovtrældom eller at man lever efter sine egne lyster - mest det første. Det er derfor, at Kristi liv i den galatiske menighed blev forvansket, fordi de i stedet for at leve af tro og ved tro (Gal. 3:11) begyndte at leve ud af gode gerninger, eller som det kaldes - efter kødet, det ord der bruges om loven eller lovbundethed.

Pauli spørgsmål er stadig relevante i dag: "Var det i kraft af lovgerninger (egne anstrengelser) I modtog Ånden, eller ved i tro at høre? (Tro, som kommer af at høre Kristi ord)"(Gal. 3:2). Igen spørger Paulus: "Mon Han, som udruster jer med Ånden og virker undergerninger iblandt jer, gør det i kraft af lovgerninger eller ved at I hører i tro?" (v. 5).

I det samme brev til Galaterne nævner Paulus synd som noget, man kan blive overrasket af (Gal. 6:1) og synd som noget, man med vilje øver (5:21). Der er stor forskel på at blive overrasket af synd, og så at planlægge synd og forsvare den, når den er øvet. En sådan måde at synde på kaldes at leve efter sine egne lyster, og den vil også ødelægge levende tro, selv om man kan udtrykke den rigtige og bibelske bekendelse af Jesus som Herre (Jvf. 1. Joh. 2:4 og 2:9).

Det er altid muligt at opnå nåde, hvis vi er blevet overrasket af synd, eller hvis vi på en eller anden måde har levet efter vore egne lyster. Desværre møder man mennesker, der holder fast ved deres synd, og her gælder advarslen 1 Guds ord: "Thi synder vi med vilje efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder" (Hebr. 10:26).

Men lad os - til trods for disse advarsler, som Guds ord indeholder, blive ved at søge Herren i Hans ord, så at vor tro kan vokse og dermed behage Gud mere og mere.

Forside
Artikler
Her sker det
Vækkelseshistorie
Dansk vækkelseshistorie
Salmedigtere óg sangskrivere
Links
Hvem
Kontakt
© The sound of revival 2018 - design: O Madsen Media