Artikler

Åndelig fornyelse af Michael Harry

9

Men det er ikke altid nemt
- Helligåndens kraft er nært forbundet med korsets smerte

Mange oplever åndelig fornyelse, hvad enten de nu kalder det at blive fyldt med Ånden, at blive døbt med Ånden, eller at blive beseglet med Helligånden - men lad os ikke strides for meget om udtryksformer, når vi ellers oplever Guds kraft på samme måde, som de første kristne gjorde. Og lad os bede om, at vi må opleve det sammen - hellere end at forvente, at det altid skal være en individuel oplevelse. Naturligvis kommer Ånden personligt til den enkelte, som Han kom til Paulus (Ap.Gern. 9:17) - men for det meste kom Han til en gruppe kristne som på pinsedag eller senere, da menigheden bad sammen i Apostlenes Gerninger kap. 4. :

Perosnligt længes jeg efter, og beder om, at vi - i det mindste i Danmark - må få det privilegium at se Ånden falde på en hel gruppe - eller på grupper - og på en sådan måde, at det invirker på samfundet! Jeg tror, dette er, hvad teologer ville kalde vækkelse - det, som er et suverænt Guds værk. Ikke alene Kirken, men gennem Kirken til samfundet, så at selv politiet må erkende, at der sker noget godt i byen. Dette skete faktisk under den store vækkelse i Wales i begyndelsen af det 20nde århundrede.

Men vi takker Gud for enhver enkelt person, der oplever åndelig fornyelse - og her og der er der positive tegn på at hele grupper og menigheder er på vej til at opleve en fælles udgydelse af Helligånden.

Jeg nævner dette her for at fremhæve den kendsgerning, at vi ikke er ude efter en eller to åndelige gaver i den karismatiske fornyelse - men efter at Ånden skal virke, så at alle slags mennesker erkender, at Jesus er Herre, og så at de følger Ham som Herre. Ånden ønsker at bruge os gennem åndelige nådegaver - charismata - for at manifestere Jesus som Herre. (Charismata - og deraf udtrykket karismatisk fornyelse.) Jesus brugte jo selv hyppigt åndelige gaver for over for sine tilskuere at manifestere, at Han var Kristus, og at det derfor var Ham, der kom med Guds rige (Joh. 10:38 og Matt. 12:28).

"Prayer Revival Fellowship" (Bedefællesskab for vækkelse) - er et fælleskirkeligt bedefællesskab, som mødes den første fredag i hver måned, for gennem hele eller halve nætter at bede for en verdensomspændende vækkelse. De mødes gerne i en anglikansk kirke i London - men også andre steder. Dette bedefællesskab udsender lejlighedsvis et meget stimulerende bedebrev, hvor de fortæller om, hvad der udvikler sig forskellige steder i verden. Et eksempel fra dette bedebrev følger her:

AUSTRALIEN
"Vi har bedt om, at Guds kraft måtte falde på vort folk, hvorfor sker det så ikke?"" Det kom som et råb fra en indfødt lærer i februar 1979. Han talte ved slutningen af et bedemøde på Elcho-øen i Nordaustralien. Pludselig skete det. Helligåndens kraft faldt på den lille gruppe kristne. De begyndte at synge en sang, som de selv havde lavet: "Gud Fader, Gud Søn, Gud Helligånd, du er tre i een". Alle blev grebet af underet og af Guds kærlighed, medens de i fællesskabet intenst mærkede Guds nærvær. Gruppen begyndte at mødes om aftnerne og følte glæden og kraften mere mere og mere. Der har været forbavsende resultater. Drukkenbolte, der blev ædruelige, stridigheder, der blev bilagt, nogle helbredelsesmirakler og mange forvandlede liv. For eksempel er antallet af mennesker der måtte søge læge blevet halveret. Mødet varer ofte til 23.30. Hele øen er blevet forandret, og gøde nyheder spredes hurtigt. Snart bad nærboende stammer og distrikter om at få besøg at folk fra Elcho-øen. Nu kommer der indbydelser fra fjernere egne i Nordterritoriet. Mennesker er blevet åndeligt levende. For første gange er den kristne tro blevet levende for det indfødte folk. Den kraft, der er kommet til de indfødte, mangler endnu at nå frem til hvide australiere. Det kunne meget godt ligne Gud Jesus at gå hen og frelse Australien gennem dets mest ydmyge og forkastede indbyggere, de indfødte. ""

Flame (flammen)
udgivet af Verdens Metodistkoncilium

Her er fornyelse, vækkelse og evangelisation kædet sammen under et. Men Helligåndens gaver er ikke sat på førstepladsen, selv om de øjensynlig har deres rette plads.

En sådan udgydelse af Ånden lyder vidunderlig - og er vidunderlig - men det sker ikke uden korsets smerte.

"Det er ikke altid let" - er en almindelig bemærkning fra dem, der oplever Helligåndens kraft. Hvis vi ikke har lært noget om Jesu kors i forhold til Åndens gerninger, vil vi sandsynligvis blive fortvivlede og tro, at vi er ude af Guds vilje.

Det er meget sørgeligt at åndelig fornyelse undertiden er blevet fremstillet som en slags forbruger-kristendom: Kom og få det - det smager godt, og det er dejligt! Alt dette er rigtigt, men Jesus lærte ikke alene sine disciple om Ånden. Han belærte dem sandelig også meget grundigt om de lidelser, de skulle forvente, hvis de blev ved at følge Ham.

Efter at jeg havde oplevet min egen pinse i november 1965 - og endda talte i tunger - blev jeg helt chockeret over at se, hvordan nogle af mine bedste venner reagerede over for det, der var sket i mit liv. Jeg blev forvirret og følte mig meget såret - men det, som hjalp mig igennem den "efter-pinse"-smerte, var ikke mere af Helligåndens kraft, men en forståelse af, at jeg også måtte lide med Jesus Kristus.

Med tiden er det dæmret for mig, hvordan Helligånden og korset i Jesu liv er vævet ind i hinanden, og derfor hvis vi ønsker det ene og ikke det andet, vil vi enten blive fortvivlede - når vi overbetoner korset - eller opstemte - hvis vi overbetoner helligånden. Vi skal være som Jesus - og være villige til at opleve både Hans kraft og Hans lidelsers samfund (Fil. 3:10).

Så snart Jesus var blevet fyldt med Helligånden, begyndte Han gradvis at mærke den lidelse, som til sidst naglede Ham til kroset. Jeg tror de fleste troende har oplevet, at de faktisk begyndte at få uventede vanskeligheder, netop fordi de havde ladet sig fylde med Ånden.

Det var gennem Helligåndens kraft, at Jesus til slut kunne overgive sit fuldkomne og hellige liv til døden for vor skyld: "Kristus, som i kraft ef en evig Ånd frembar sig selv som et lydefrit offer for Gud" (Hebr. 9:14).

Eftersom Jesus lod sig korsfæste, er vi i stand til ikke alene at blive frelst, men også til at modtage den samme Helligånd, som kom over Jesus: "Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse, idet Han blev en forbandelse for vor skyld (thi der står skrevet: Forbandet hver den, der hænger på et træ), for at den velsignelse (frelse), det blev givet gennem Abraham, måtte blive hedningerne til del i Jesus Kristus, for at vi ved troen kunne få Ånden, som var forjættet os" (Gal. 3:13-14).

Kristus døde, for at vi kunne modtage Åndens løfte, og dette er nøjagtig de samme ord, som Jesus anvendte over for sine disciple, da Han forberedte dem til pinsen: "men oppebie det, som Faderen havde forjættet, og som I, sagde Han, har hørt mig tale om" (Ap.Gern. 1:4). Og efter at Ånden havde fyldt disciplene, så at det hele kunne ses og høres af alle de tilstedeværende, forklarede Peter dem om Faderens løfte. Peter sagde, at Jesus nu var ved Faderens højre hånd, og at Jesus efter at Han "af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os, har udgydt den, således som I både ser og hører" (Ap.Gern. 2:33).

Peters ord vakte genklang i skaren, som havde samlet sig omkring de ny-åndsfyldte kristne, og efter at han havde prædiket evangeliet for dem, overbeviste Ånden dem om synd. Peter fortalte dem i sit svar på folkets bøn om frelse, om Helligånden:"Thi jer gælder forjættelsen, jer og jeres børn og alle dem, som er langt borte, så mange som Herren vor Gud vil kalde" (Ap.Gern. 2:39).

Det ser ud til at, evangelisterne efter pinse forkyndte ikke alene Kristus for deres tilhørere, men samtidigt også Helligåndens gave, selv om der er undtagelser fra dette mønster. Men dette vil hjælpe os til at forstå hvorfor teologerne i den karismatiske fornyelse prøver at bringe Helligåndens kraft (dåben i Helligånden) i relation til den kristne start, for at komme over det problem, som kaldes "den anden velsignelse", eller en to trins kristendom.

Der findes ikke første og anden klasses kristne - alle, som er i Kristus Jesus er første klasses i Guds øjne! Men vi må se den kendsgerning i øjnene, at mange af os kristne er vokset op uden at vide noget om Helligåndens kraft - sådan som det var tilfældet for mig. Først oplevede jeg genfødelsen ved at tro på Kristus. Det var, da jeg var 21 år gammel, men mange år senere lærte jeg om Helligåndens gave og kraft, og den modtog jeg. Nogle vil kalde det "den anden velsignelse" - men i virkeligheden hører det hele sammen. Sandsynligvis var det uvidenhed eller mangel på undervisning, der i mit tilfælde var årsag til afstanden i tid mellem genfødelsen ved Ånden og beseglingen af Helligånden.

Men denne adskillelse i tid synes at være tilfældet i Samaria, hvor disciplene var kommet til troen og var blevet døbt, men måtte vente til apostlene kom fra Jerusalem, før de kunne modtage Ånden (Ap.Gern. 8).

Men når vi har modtaget Helligåndens kraft, opdager vi, at Ånden fører os ind på korsets vej, netop som Han gjorde med Jesus - og dette er det, som gør, at det ikke altid føles så let i den karismatiske eller åndelige fornyelse! Det er korset.

Paulus underviser meget klart om sine egne lidelser, for at vise at han vidste, at det var Gud, ved Ånden, der førte ham den vej. Men han så også, at lidelse ville gøre ham til en mere brugbar kristen og på den måde kunne han blive i stand til at hjælpe andre til at finde og erfare livet i Jesus Kristus.

Paulus beskriver sig selv som et lerkar, »for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv« (2. Kor. 4:7). For at den kraft kunne blive frigjort tillod Gud, at Paulus blev "hårdt trængt, tvivlrådig, forfulgt, slået til jorden" (v. 8-9), "altid bærer vi Jesu dødslidelse med os på vort legeme, for at også Jesu liv må blive åbenbaret i vort legeme. . . Så gør døden da sin gerning i os, men livet sin gerning i jer!"" (v. 10, 12).

Det er aldrig behageligt at lide for Kristi skyld og for Hans evangelium (2. Kor. 6:3-10), men Paulus vidste, at det var Guds vilje for ham, og derfor kunne han tage det. Naturligvis er det muligt at lide for vor egen skyld, på grund af vor egen stolthed og syndighed, men det er ikke det Paulus taler om. Jeg tror ikke, at Paulus talte om fysisk sygdom som en del af sine lidelser, skønt vi »ved at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud, dem som efter Hans beslutning er kaldede" (Rom. 8:28).

I denne forbindelse vil jeg gerne komme med nogle få bemærkninger angående Pauli "torn i kødet", og jeg gør det uden ønske om at lede nogen på vildspor. Men mange har problemer omkring dette emne, hvad jeg godt kender fra personlig sjælesorg.

Pauli store fristelse var stolthed, og hvis det får overtaget i vort liv, slukkes Guds kraft i os. Sandsynligvis er det den farligste af alle synder og den, der ligger nærmest ved djævelens hjerte.

Paulus kunne let blive stolt af sine visioner, åbenbaringer og sin ekstase ("løftet op til den tredie himmel"), men han havde visdom nok i hjertet til at anvende aktiv ydmyghed: "men af mig selv vil jeg ikke rose mig" (2. Kor. 12:1-5).

Paulus oplevede også passiv ydmyghed, og den kom fra Herren: "Og for at jeg ikke skal hovmode mig af de overmåde høje åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en Satans engel til at slå mig i ansigtet, for at jeg ikke skal hovmode mig" (v. 7).

Hvori bestod denne torn? Må jeg komme med min forklaring, som måske ikke er den helt nøjagtige, men som for mig - indtil nu - er den mest oberbevisende? I det gamle Testamente bruges ordet en torn ofte til at beskrive Israels fjende: "så skal de, som I levner af dem, blive torne i eders øjne og brodde i eders sider, og de skal bringe jer trængsel i det land, I bor i« (4. Mos. 33:55, jvf. Josua 23:13; Domm. 2:3 og Ez. 28:24).

Pauli torn var desuden et "Satans sendebud", hvad der betyder en person, en personlighed, en som frembar et budskab på Satans vegne. Paulus beskriver Satans tjenere som nogle, der giver sig skin af at være retfærdigheds tjenere (2. Kor. 11:14-15), hvad der betyder at de gav indtryk af at gøre eller sige det, som er rigtigt. Og i den samme sammenhæng siger Paulus i vers 20 om dem: »Om man ophøjer sig over jer, om man slår jer i ansigtet."" Vi må passe på ikke kategorisk at sige, at dette er identisk med Pauli torn i kødet, men alt i alt synes det i det mindste for mig at lade ane, at Satan gennem sine tjenere eller budbringere kan angribe os udefra. Med andre ord, det, som ydmyger os, behøver ikke nødvendigvis at komme fra vort legeme, vor sjæl eller ånd. Det kommer udefra, som et angreb.

Selv om Paulus vidste, at Gud havde tilladt denne torn for at holde ham i ydmyghed, bad han alligevel tre gange om at den måtte blive fjernet (2. Kor. 12:8) - og jeg er ikke sikker på at han bad i tro og i Helligåndens fylde. Han fik et svar, men ikke lige det han ventede! "Min nåde er dig nok, thi i kraftesløshed udfolder min kraft sig helt" (v. 9).

Nå, hvem var mon Satans sendebud? Jeg er ikke sikker, men nogle gode bibellærere har foreslået Alexander, som havde lidt skibbrud på troen, fordi han ikke havde "holdt fast ved en god samvittighed" (1. Tim. 1:19-20). Men, den Alexander, der er omtalt i 2. Tim. 4:14, er måske ikke den samme, som den der er nævnt i 1. Tim. 1:19-20. Paulus skrev: "Kobbersmeden Alexander har voldet mig meget ondt. Herren vil gengælde ham hans gerninger. Ham skal du også tage dig i agt for, thi han trådte op imod det, vi sagde (vore prædikener)."

Jeg kunne godt forestille mig en frafalden, bitter Alexander, der offentligt angreb Pauli prædiken og skabte megen uro. Een ond mand kan sprede en masse ondt. Men hvad enten nu dette er den virkelige forklaring på "tornen i kødet" eller ej, tør jeg ikke sige. Men det synes i hvert fald for mig at være en fornuftig forklaring. Frafaldne kristnes sladder er noget frygteligt for en prædikant - særlig hvis disse mennesker hjemsøger den menighed, han prædiker i.

Paulus vidste, at en sådan lidelse - hvori den nu bestod - var kommet over ham for at holde ham i ydmyghed, og for at han skulle stole på Guds nåde alene. Under sådanne omstændigheder frigøres Guds kraft gennem Helligånden. Pauli svaghed endte ikke i selvopgivelse, hvad der kan ske gennem en falsk ydmyghed. Paulus vidste, at han blev angrebet og forfulgt for Kristi skyld (v. 10), men han vidste, forventede og så, at Guds kraft arbejdede i gennem ham (Jfr. Rom. 15:18-19 og 1. Kor. 3:4-5).

Det skulle ikke forbavse os, hvis vi møder uretfærdighed under en eller anden form. Kristus har lovet os det: "Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer" (Joh. 15:20).

Forfølgelse - korset - betyder måske ikke ligefrem fysisk afstraffelse eller fængsling. Kristus vidste, at det var af misundelse, de havde bragt ham for retten (Matt. 27:18). Misundelse kan komme fra verden, den kan komme fra Kirken — og den kan endda komme gennem andre karismatiske personligheder, sådan som det skete i Moses' liv gennem hans egen broder og søster - og de var alle tre profeter (4. Mos. 12:1-3). Moses oplevede den smerte, der kommer gennem misundelse, men da Moses var ydmyg, kunne han stole på, at Gud ville løse problemet, og Moses bad endda for sin misundelige broder og søster, ligesom Jesus tilgav de misundelige præster og andre, som var ansvarlige for, at Han blev naglet til korset.

Det er altid smertefuldt at have del i Hans lidelsers samfund - men tro kan akceptere det, i bevidstheden om, at efter død kommer liv - og liv for andre, selv gennem vore små lidelser, som er uundgåelige.

Forside
Artikler
Her sker det
Vækkelseshistorie
Dansk vækkelseshistorie
Salmedigtere óg sangskrivere
Links
Hvem
Kontakt
© The sound of revival 2018 - design: O Madsen Media