Artikler

Åndelig fornyelse af Michael Harry

10

Vokseværk
- Åndelig vækst gennem lydighed og lidelse

Ikke så helt få børn oplever uretvokseværk, ikke mindst i benene. Det kan være en foruroligende oplevelse for forældrene, indtil de hører, at sådanne smerter er en del af normal vækst. Efter en tid forsvinder smerten.

Sådan er det også med den åndelige vækst; der findes almindeligvis nogle vækstsmerter, der kommer fra Gud, som tillader Jesu kors at virke lige ind i vore egne forhold - og det kan også være smertefuldt.

Åndelig vækst kommer ikke automatisk, fordi vi er blevet fyldt med Helligånden, og vi er ikke mere åndeligt modne, fordi vi har en mængde åndelige gaver fra Gud. Faktisk bliver gaverne undertiden brugt forkert og på forkert sted på grund af mangel på åndelig vækst.

Det er Guds vilje, at vi skal gro åndeligt, individuelt og legemligt: "som nyfødte børn hige efter ordets uforfalskede mælk, for at I ved den kan vokse op" (1. Pet. 2:2).

En ny kristen skildres som en baby - en babykristen - og behøver som en sådan åndelig mælk, ordets mælk. Den bedste måde at indtage den slags mælk er ved at læse evangelierne: et kort stykke hver dag og måske ved hjælp af en tekstforklaring. Undervisning fra prædikestolene er også yderst nødvendig, så at babyen derigennem er i stand til at vokse.

I Hebræerbrevets 5. kapitel finder vi, at endog Jesus måtte vokse åndeligt - det vil sige i sin jordiske tjeneste for Faderen. "Og efter at være fuldkommengjort" (v. 9 - engelsk oversættelse) - disse ord om Jesus kan oversættes som "blevet modnet". I virkeligheden bruges det samme ord (på græsk teliothes i v. 9 og teleios i v. 14) - "fuldvoksen" og "fuldkommen" på jorden - vi kan også lære, hvordan man kan vokse åndeligt i Kristus, til "fuld modenhed".

Kristus blev "fuldkommen" på to måder: gennem lidelse og lydighed. "Skønt Han var søn, lærte Han lydighed af det, Han led, og da Han havde nået fuldendelsen (eng.overs. Fuldkommenheden)"" (v.8,9).

Kristus led meget i tiden, fra Han første gang blev fyldt med Helligånden, og til Han nåede frem til døden på korset. Men det krævede Hans lydighed over for Guds vilje, for at Han kunne gå den smertefulde vej. Guds vilje kom til Kristus som Guds ord: "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at tage det igen. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen. Dette bud fik jeg af min Fader" (Joh. 10:17-18). Også vi er kaldet til et lignende liv: "Større kærlighed har ingen, end den at sætte sit liv til for sine venner" (Joh. 15:13). Og det er på en sådan måde, at mennesker kan opdage, at vi er disciple - disciple af Jesus, sande troende, sønner og døtre af Gud: "Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed" (Joh. 13:35).

Verden venter på, at Kirken skal anskueliggøre denne kærlighed. Verden har hørt os tale en masse om kærlighed - men verden ønsker at se kærlighed i aktion. Dette er, hvad Jesus gjorde, da Han adlød Guds ord om at give sit liv på korset i kærlighed til verden.

Vi kan teoretisere og diskutere ordet - og elske ordet - men ordet kræver lydighed. Så - Gud har lovet at give "Ånden til dem, der adlyder Ham" (Ap.Gern. 5:32). Endog Jesus, som var syndfri, måtte lære lydighed gennem sine lidelsers erfaring. Det er, som om vi ikke rigtigt ved hvad, lydighed er, før vi har lidt på en eller anden måde - for Jesus Kristus og for Hans evangeliums skyld.

Jesus blev gjort "fuldkommen" gennem lidelse og lydighed, og Ånden vil føre os ad den samme vej, for at også vi kan vokse åndeligt og blive "fuldvoksne". Hvis vi gør oprør over vore vanskeligheder, som er opstået, fordi vi følger Jesus, er det som om vi holder op med at vokse åndeligt. Det samme er også tilfældet, når det gælder lydighed over for de ord, Herren taler til os.

Hvis Gud taler til os gennem sit ord, for eksempel om tilgivelse (Mark. 11:25) eller om at vandre i lyset (1 Joh. 1:7), eller om at give tiende (Mal. 3:10), vil det også vise sig, at vi holder op at vokse åndeligt, hvis vi ikke adlyder ordet, som vi ved er fra Gud.

Det er gribende at se mennesker vokse i Kristus - og det er noget, vi alle behøver, og vi vil aldrig holde op, før vi kommer ansigt til ansigt med Jesus Kristus.

Men det er en meget sørgelig ting, når kristne ikke synes at vokse i Kristus.

Hvordan kan vi afgøre, hvor der er åndelig vækst eller ej? Mit svar er ikke udtømmende, og da jeg gerne vil holde mig til denne tekst fra Hebræerbrevet - for nemheds skyld - vil jeg bare nævne to ting, som altid synes at følge åndelig vækst. Det første er evnen til at skelne mellem godt og ondt (v. 14), og det andet er evnen til at vejlede andre mennesker i åndelige sager (v. 12).

Jeg tror ikke, at Hebræerbrevets forfatter mener, at alle modne kristne skal være talere ved konferencer, eller omrejsende evangelister, men en moden kristen mand eller kvinde kan altid videregive et åndeligt ord til vejledning for andre mennesker og på den måde undervise andre. Hvor er det en glæde at være sammen med modne kristne, som kan give åndelig vejledning, hvad enten det sker gennem breve, pr telefon eller gennem samtale. De har måske aldrig gået på universitetet, men man finder sig undervist af Jesus gennem deres ord, endog gennem almindelige samtaleord.

Evnen til at skelne mellem godt og ondt er ikke er opfordring til os alle om at blive åndelige politifolk, som går rundt og kontrollerer andre - og hvad der bliver sagt. Men mangel på åndelig modenhed - særligt når det gælder åndeligt lederskab - vil altid resultere i mangel på åndelig dømmekraft. Der er en åndelig gave, der kaldes "berømmelse af ånder", men i dette vers i Hebræerbrevet er der tale om en mere almen evne til at bedømme, endda os selv: "Thi i kraft af den nåde, som er mig givet, siger jeg til hver eneste iblandt jer, at han ikke må have højere tanker om sig selv, end han bør have" (Rom.12:3).

Men hvorfor var Hebræerbrevets forfatter skuffet? Fordi de kristne ikke voksede. De "trængte stadig til mælk og kunne ikke tage fast føde af Guds ord" (v. 12). De hørte ordet, men de var blevet sløve til at høre - eller i vort moderne sprogbrug ugidelige - faktisk dovne. De manglede lydighed over for ordet, skønt de endda havde modtaget noget gennem ordet.

Når kristne stadig "er på mælk", fordi de stadig er babykristne, er der en ting, der er sikkert: De skændes som små børn! "Mælk gav jeg jer at drikke, ikke fast føde, thi I kunne endnu ikke tåle den, ja, I kan det ikke engang nu, fordi I endnu er kødelige. Når der nemlig er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og vandrer på menneskevis?" (og ikke efter Ånden), (1 Kor3.2-3).

Jeg er mere og mere overbevist om, at splid imellem kristne har mindre og mindre at gøre med teologiske forskelle (selv om de også er der). Splittelse er i høj grad forbundet med mangel på åndelig modenhed, fordi vi hører ordet, men ikke ønsker at adlyde det, for det vil blive smertefuldt, og så foretrækker vi ikke at tage vort kors op for Kristi skyld.

Indtil nu har vi i dette kapitel betragtet åndelig vækst i Kristus, og den smerte der følger med. Nu ville jeg gerne, at vi skulle se på Pauli byrde: at Kristus må vinde skikkelse i os: "Mine børn, som jeg atter føder med smerte, indtil Kristus har vundet skikkelse i jer" (Gal.4:19).

Vi vil altid opleve korsets smerte i vort liv, når vi adlyder Guds ord og på den måde vokser åndeligt. Men en præst eller en åndelig leder, der er vokset og er blevet "fuldvoksen", kan få fødselsveer, når det drejer sig om åndelig vækst hos dem, han eller hun har omsorg for. Og det er det, Paulus beskriver, i brevet til Kirken (menigheden) i Galatien.

Paulus følte sig meget nært knyttet til den galatiske menighed, han kalder dem "mine små børn". De var Guds børn ved tro på Kristus (3:26) og kaldes "sønner" (4:6). Men på grund af Pauli tjeneste iblandt dem, var han berettiget til at skildre dem, som om de også på en særlig måde tilhørte ham.

Det er, som Paulus atter må gennemgå fødselsveer, så at Kristus igen kunne blive åbenbaret i den menighed. Fødsel har altid været forbundet med smerte, men på den tid da Paulus prædikede, var fødsel også forbundet med dødsfare - noget som nu faktisk er forsvundet der, hvor fødslen sker under moderne medicinsk behandling. Jesus bragte billedet af fødselsveer for at skildre åndelig uro (Joh. 16:21), det samme som også Paulus følte, fordi menigheden var ved at komme bort fra Kristus - i første række ikke på grund af letsindighed og synd, men på grund af lovtrældom. Derfor var Paulus villig til at risikere også en slags død for at give ny fødsel til den galatiske menighed. Med andre ord, Paulus var villig til at lide for det budskab, han prædikede, og som han modtog fra Kristus - nemlig, at det kun er troen på Kristus, der frelser os, og at intet måtte blive føjet til det budskab.

Paulus satte hele sit liv for det budskab: "Er det mennesker, jeg nu prøver at vinde bifald hos, eller Gud? Eller søger jeg at tækkes mennesker? Var det mennesker, jeg endnu ville tækkes, da var jeg ikke Kristi tjener" (1:10). Her går Paulus imod sin tids religiøse verden (6:14), fordi han ønskede, at Kristus skulle vinde skikkelse i de kristne.

Resultatet af den lovtrældom, som havde sneget sig ind i menigheden, blev "vanskeligheder" (1:7) og (5:10, 12), der kan oversættes som forvirring og forstyrrelse, så vel som "frygt" (2:12) og "hykleri" (2:13). Og - hvad der er det mest bemærkelsesværdige, menigheden havde også mistet sin salighed" (4:15).

Paulus blev meget bedrøvet over alle disse problemer, og derfor skrev han sit brev. Måske er det et af mine skjulte motiver for at skrive denne bog, da tendensen til lovtrældom aldrig er fjernt fra os - ikke engang i den åndelige fornyelse.

Måske har du et åndeligt ansvar over for nogle mennesker og er nedtrykt over tingenes tilstand hos dem, du søger at bevare for Herren. En sådan smerte er en del af korset, som vil have en gavnlig virkning på dit eget liv. Samtidig vil den frigøre Ånden på en ny måde, så at du kan hjælpe dem, der trænger til, at Kristus vinder skikkelse i dem.

Paulus lægger stor vægt på åbenbaring af Kristus (1:12) og af Kristus i os (1:16). Paulus ser sig selv som korsfæstet med Kristus, og Kristus som den, der lever i ham (2:20).

Ja, Kristus var allerede ved Helligånden i de troendes hjerter i Galatien, men på grund af lovtrældom (dvs man lægger noget til evangeliet og appellerer til at tjene Gud i kødet uden tro) - var de troende begyndt at komme bort fra Kristus. Gud gav Paulus en byrde "at Kristus igen måtte vinde skikkelse i jer", for deres egen skyld, men også til Guds ære. Paulus ønskede, at evangeliet skulle forblive evangeliet, budskabet om de gode nyheder.

Paulus var praktisk: han underviste og hans undervisning blev formet i et brev. "Jeg frygter for, at jeg måske har slidt forgæves med jer (tidligere)" (4:11).

Paulus havde problemer i sin tjeneste, og det kan vi også have. Det er derfor, vi har alle hans breve, som er et produkt at forskellige problemer i datidens menighed. Hvor der er liv, vil der altid være nogle problemer.

En mand så to storke på et tag, den ene var virkelig kunstig. "Hvordan kan jeg nu se forskel", tænkte han. "Hvor der var noget skarn, der var den levende fugl", afgjorde han. Plastikfuglen var ren, steril og livløs.

Forside
Artikler
Her sker det
Vækkelseshistorie
Dansk vækkelseshistorie
Salmedigtere óg sangskrivere
Links
Hvem
Kontakt
© The sound of revival 2018 - design: O Madsen Media