Artikler

Åndelig fornyelse af Michael Harry

12

Hvor går vi egentlig hen?
- Fornyelse og vækkelse

Dette kapitel betyder noget temmelig personligt for mig, da jeg ikke føler mig tilfreds med fornyelsen som værende et mål i sig selv, selv om jeg ved, at fornyelse er fra Gud - og at mange enkeltpersoner, så vel som sogne - trænger til Helligåndens berøring i fornyende kraft. Men jeg tror, at en del af os stiller et meget normalt og sundt spørgsmål: Hvad stiler vi efter? Hvad skulle der egentlig komme i følge med fornyelsen?

Mit svar er overvejende baseret på det, jeg føler - og beder for - i forbindelse med danske forhold, selv om der sandsynligvis er paralleller i andre europæiske lande. Måske forekommer mit svar noget enkelt, og dog - enkelhed var karakteristisk for Jesus - ikke alene i Hans livsstil, men også i Hans budskab.

"Det virkelige liv griber ind i det rituelle - og Jesus bryder ensretning", sagde Tom Smail engang, da han talte i Danmark. Jeg har undertiden spekuleret på, om vi har prøvet at gøre fornyelsen så acceptabel, fordi vi er bange for guddommeligt indgreb? Naturligvis skal det ikke undskyldes, hvis det kødeligt set brydes ind på grund af ambitioner - endog i deres rækker som er forkyndere ved fornyelseskonferencer. Men da Jesus var her på jorden, var der ikke bare tale om velsignelse, hjælp, helbredelse og frelse - og meget mere - undertiden sagde og gjorde Han ting, som bragte forstyrrelse ikke hos det almindelige menneske, men hos dem, der forrettede tjeneste i det etablerede tempel og hos dem, der kom der.

Tænk på helbredelserne i synagogerne - og på reaktionerne hos de selvretfærdige farisæere, som ikke brød sig om sådanne forstyrrelser, men folket elskede stort set, hvad Jesus gjorde. Men jeg tænker særligt på Jesu budskab, minder også mig selv om, at Han sagde: "For Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved Ham" (Joh. 3:17).

Jesus blev engang stillet over for den frygtelige gerning, som Pilatus havde øvet, da han lod nogle Galilæeres blod blande med blodet fra offerdyr, bragt af de mennesker, der nu talte til Ham. Jesu svar var forbløffende - men karismatisk og givet med Guds kærlighed og kraft: "Mener I, at disse galilæere var større syndere end alle de andre galilæere, fordi det gik dem så ilde? Nej, siger jeg jer, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme på samme vis." (Luk. 13:1-2).

Jesus angreb aldrig syndere, og vi ved, at Han kom for at frelse dem fra deres synder. Men Hans budskab viste sig ganske afgjort at virke forstyrrende på dem, som ikke ønskede at forandre moralen og det åndeligt bestående den gang.

"Når vi profeterer, mangler der ofte "den skarpe æg",« sagde Tom Smail engang til mig, da vi rejste fra det ene sted i Jylland til det andet, og han undervurderede ikke det, der blev profeteret i de såkaldte karismatiske bedegrupper og andre steder.

Der er imidlertid tegn på, at denne mangel på en knivskarp æg - endog ligefrem mangel på profeti - er ved at blive opdaget, som Michael Harper nævner det i sin "Ashe lecture" (et foredrag) i 1979, kaldet "Skønhed eller aske"? Men den sande profet lader sig ikke anfægte af mennesker eller politiske ideer. Kirken har en uheldig evne til at sige og gøre de rigtige ting på det forkerte tidspunkt. I det forrige århundrede, da sociale forhold råbte på reformer, og da socialisme som politisk magt næsten ikke eksisterede, støttede Kirken stort set det bestående og viste sig på udnytternes side snarere end på de udnyttedes. Men nu er mange af vore kirkeledere højlydt på den anden side. Hvor den bedende Kirke tidligere var udtryk for det konservative parti, ser det nu ud til at være udtryk for socialisterne, som for det meste slet ikke beder. Når Guds ord trænger til at blive rettet mod socialismens og den såkaldte velfærdsstats skadelige virkninger, og mod behovet for en mere sand kristen indstilling til samfundslivet, synes Kirken at gentage det budskab, som det 19de århundrede havde trængt til at høre."

Michael Harper går videre og skriver, at "Kristendom er helt igennem profetisk. Når profeterne tier, og Guds ord er mangelvare, visner Kirken og dør." Jeg synes, at disse erklæringer er meget opmuntrende - og dristige. Og Michael Harper fortsætter med at nævne to mænd, som synes at have den skarpe æg, og "som for mig repræsenterer profetiens sande stemme. De er begge kristne lægmænd, begge har smagt socialismens bitre frugter. . . Jeg hentyder til Alexander Solzjenitsyn og Malcolm Muggeridge. "

Jeg er ikke sikker på at disse to mænd ville anse sig selv for karismatikere - men de må tale: de må skrive - og det er profeti, når det leder mennesker tilbage til Gud og Helligåndens virkelighed: det er at være karismatisk!

Når jeg har stået over for Danmarks problemer: Fri pornografi, obligatorisk, integreret seksualundervisning og fri-abort lov, har jeg fået det indtryk, at de traditionelle, evangeliske kristne i det store hele gerne vil diskutere "problemerne" uden at vise megen dristighed angående årsagen til deres "problemer". Og mellem karismatikere har jeg mærket tendenser til at sige det, "man" ønsker at høre, hellere end det, der er brug for i vort samfund. - Det er klart, at jeg her generaliserer, og det kan være farligt, men jeg tror, der er nogen sandhed i det, jeg siger.

Imidlertid kan både evangeliske kristne og karismatikere være meget dristige på visse områder, og er det somme tider med arrogance. Jeg tænker på spørgsmålet om vanddåb! Her er der ingen tvivl om deres syn og synet på andre menneskers syn - men de samme mennesker synes ofte at have en "blind plet", når det drejer sig om den åndelige bankerot, som æder vort samfund op - også inder for vore egne kirker.

Det var et stort problem for mig, når jeg i mine hospitalsdage underviste studenter fra Århus unjversitet som lektorassistent i obstetrik og gynækologi, når lutherske præster kom pustende og stønnende til fødeafdelingen for at forrette nøddåb over for alt for tidligt fødte babyer. Og alligevel syntes de samme præster at være fuldkommen tavse i den offentlige debat om abort, når babyer af nøjagtig samme størrelse (jeg tænker på børn på 500-900 gram) nu og da blev lovligt aborteret på den samme afdeling. Der var studenter, der stillede mig pinlige spørgsmål om dåb - og særligt om nøddåb. Jeg prøvede at være ærlig over for dem og var enig med dem på visse områder, særligt når vi diskuterede visse præsters dobbeltmoral, når det gjaldt deres budskab og deres handlemåde.

Men hvorfor synes fornyelsen ofte at være så tam og tandløs, når det kommer til betydningsfulde spørgsmål? Jeg tror, at det på en eller anden måde er, fordi vi ikke tager synd alvorligt, selv om vi prædiker meget om tilgivelse og nåde.

Tænk på den åndsfyldte Johannes døber, som beredte vejen for Jesus - og kan vi berede vejen for Ham på anden måde? Johannes prædikede omvendelse og før det meste på en særlig måde. For eksempel sagde Johannes til kong Herodes: "Det er dig ikke tilladt at have hende (hans broders hustru)" (Matt. 14:4).

På en eller anden måde føler jeg, at profeti er meget mere end det, vi læser om i 1. Kor. 14, hvor Paulus omtaler Kirkens nødvendige opbyggelse i sit indre liv. Lad os holde fast ved det og fortsætte med at profetere på den måde! Men jeg ville gerne foreslå en mere generel definition af profeti, nemlig at "Jesu vidnesbyrd er profetiens Ånd" (Åb. 19:10). Profetien vil da tale og være som Jesus i vore kirker - men også i vore samfund, og vi har set, hvordan Jesus havde netop det positive budskab (og det har Han stadig), men også hvordan Han kunne prædike positiv omvendelse og om de følger, det fik, hvis man ikke omvendte sig.

Vi trænger til mere af den profetiske forkyndelse, som jeg er sikker på var nøglen til de gamle, indflydelsesrige vækkelsesbevægelser både i Danmark og Finland (inden for de lutherske kirker). Det er i det mindste på den måde, de vækkelsebevægelser startede og fortsatte i deres kirker.

Pastor Stephen Travis skriver i sin omtale af en bog i tidsskriftet "Theological Renewal" (teologisk fornyelse) nr. 17, febr. 1981, om profeti: "Men profetens forkyndelse er mere spontan, mere "direkte" end lærerens, som, skønt han er lige så inspireret af Helligånden, forkynder ved at fortolke "traditionen" (det vil for det meste sige skriften)."

Jeg er sikker på, at vi må bede om flere profetiske forkyndere og om mere profetisk forkyndelse. Men det kommer ikke, med mindre vi har Herrens frygt i vore hjerter, og - som Wesley belærte sine lægprædikanter: Frygt Gud og frygt synd.

Ånden gør os ikke mere optagne af synd - på den måde, at vi altid ser på vore egne synder - og særligt på andres synder - men Helligånden overbeviser om synd (Joh. 16:8-11). Jeg tror, at det er denne overbevisende kraft, vi må bede om, hvis vi skal se vækkelse, - det, som jo ikke er helt det samme som fornyelse.

Fornyelse forandrer kirkens liv og er almindeligvis forløber for vækkelse, men "sand vækkelse forandrer et samfunds moralske klima" (Dr. Tozer, USA).

Somme tider nedskriver jeg i min bibel fyndige udtalelser af andres kommentarer, skrifter og prædikener, og jeg har nedskrevet tre korte erklæringer om vækkelse, og alle tre har en ting fælles: Spørgsmålet om synd (det vil sige synd blandt de troende, uanset om det er den slags, der kommer på avisernes forsider eller de mere respektable synder, som stolthed, misundelse og had.

Den walisiske vækkelse (Evan Roberts, omkring år 1905)

1. Bekend alle bevidste synder og gør straks op med, hvad du har gjort forkert over for andre.

2. Fjern enhver tvivlsom ting fra dit liv.

3. Bekend offentligt din tro på Kristus.

The Westminster Record (august 1979):

Jeg vil anføre tre grunde til, at vækkelse bliver forsinket med regelmæssige mellemrum: Den første, fordi vi ønsker at få æren for den. Den anden, fordi vi ikke er enkle nok. Den tredie grund er synd.

Et citat fra det samme tidsskrift

"Min ven fra Singapore påstår, at denne evangelist fra Kina ofte siger: "Der er kun en ting, som standser vækkelse: synd!""

Derfor, når Kirken vender det blinde øje til sine egne synder, hvordan kan vi så forvente, at ufrelste syndere vender sig til Herren?

Dr: Clifford Hill skriver 1 sin bog "Imod daggry - hvad der er ved at ske i England" om synd og profeti: "Vækkelsens tid er for hånden. Nu er det tid for en ny dristighed for Guds folk, for en ny, profetisk kundgørelse af Guds ord, som vil berede vejen for en stor, ny vækkelsesbevægelse. Det arbejde, som Herren lægger på Sit sande folk - alle som vil være lydige over for Hans ord, og som lever i Hans Ånd, består i at være som et talerør til nationen, at åbenbare Hans formål for folket.

Den profetiske kundgørelse af Herrens ord må komme først. Det er frugtesløst at prædike evangeliet for en dekadent nation, som er faldet så dybt på sine onde og syndige veje, at den ikke er modtagelig for det. Mennesker ønsker ikke at høre godt nyt, hvis de ikke føler, at de har nogen brug for det. Det er ingen nytte til at fortælle dem, at Jesus er deres frelser, hvis de ikke har nogen klar forståelse af deres behov for frelse (side 180).

Det er den profetiske kundgørelse af Herrens ord, som skaber den hunger efter evangeliet, der lægger fundamentet til en vækkelsesbevægelse (side 181)."

Pastor, dr.phil. R T Kendall skriver også i det nationale "Westminster Record": "Jeg betænker mig ikke på at sige, at rækkefølgen, når det gælder frelsen, er at tro går forud for omvendelse, men at omvendelse før vækkelse er rækkefølgen, når det gælder Helligåndens dåb. Ånden sætter sit segl på det menneske, som ikke ønsker nogen som helst jordisk ære, som vil være helt enfoldig i Åndens hænder, og som vil afstå fra enhver bevidst synd i tanke, ord og gerning.

Jeg tror, at profetisk forkyndelse af positiv omvendelse i Helligåndens kraft vil berede vejen for en vækkelse, som vil påvirke vore samfund - endog nationer.

I "Buzz" magasin, England, citerer en artikel "Forestående vækkelse", dr. Louis Drummond, missionsprofessor ved baptisternes præsteseminarium i Louisville: "Bedegrupper myldrer nu op rundt om i verden. Nært forbundet med bøn var en villighed fra de kristnes side til at bekende deres synder og til at bringe deres forhold til Gud i orden. Der har aldrig været en åndelig vækkelse, der ikke startede med bøn og bekendelse." Denne erklæring er temmelig betydningsfuld, fordi dr. Clifford Hill og denne baptistteolog begge tager afstand fra den forkerte opfattelse, at et heldigt evangelisk fremstød automatisk skaber vækkelse.

Gud skal have tak for alt evangelisk arbejde og for alle, som gennem det arbejde finder Kristus, men vækkelse er mere end det. Det er et suverænt Guds værk i Ånden, gennem den fornyede Kirke, idet den berører hele områder i samfundet på en sådan måde, at intet menneske i sig selv får æren og glansen. Selv Billy Graham beskriver, som det ydmyge menneske han er, sine meget gode kampagner som evangelisation og ikke som vækkelse.

Hvor går vi hen? Jeg tror, at Gud fornyer endda nogle af vore kirker - fordi Han planlægger guddommelig vækkelse, den som er så fortvivlet nødvendig - ikke mindst i Danmark.

Mange af os har bedt om fornyelse - og Gud har svaret. Lad os fortsætte med at bede om vækkelse - for Gud vil ganske sikkert også besvare den bøn.

Forside
Artikler
Her sker det
Vækkelseshistorie
Dansk vækkelseshistorie
Salmedigtere óg sangskrivere
Links
Hvem
Kontakt
© The sound of revival 2018 - design: O Madsen Media