Artikler

Åndelig fornyelse af Michael Harry

13

Frugt kontra Helligåndens gaver?
- Nej, de behøver hinanden!

"Og jeg vil nu vise jer en endnu ypperligere vej" (1. Kor. 12:31) er det vers, som i almindelighed citeres for at forklare, at kærlighed er mere betydnignsfuldt end gaver, underforstået, at de, som ikke accepterer det syn, foretrækker gaver frem for kærlighed. Med andre ord, en åndelig boksekamp, hvor Åndens frugter og Åndens gaver står som modstandere over for hinanden i en åben teologisk kamp. Der er i almindelighed godt fremmøde på tilskuerpladserne!

Men Paulus stiller ikke gaver op imod kærlighed eller omvendt. Det han siger er: "Med hensyn til de åndelige gaver, brødre (og søstre), vil jeg ikke at I skal være uvidende" (1. Kor. 12:1). Faktisk opmuntrer Paulus til brug af gaverne i menigheden (han var aldrig særlig begejstret over, at sådanne gaver blev brugt privat): "Men stræb efter de nådegaver, der er de største" (1. Kor. 14:1).

Paulus opmuntrer til at stræbe efter åndelige gaver (charismata), men han understreger stærkt, at vi også må søge kærlighed. Faktisk skal vi søge charismata gennem "den endnu ypperligere vej", som er selve kærligheden. Paulus kalder ikke kærlighed for en åndelig gave: Han kalder kærligheden Åndens frugt (Gal. 5:22). Paulus beskriver ikke kærlighed som noget, der er bedre end åndelige gaver, men gaver uden kærlighed betyder praktisk talt intet i hans øjne - og i mine!

"Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm eller en klingende bjælde" (1. Kor. 13:1), skriver Paulus, idet han dermed giver os at forstå, at charismata uden kærlighed bare er støj - og det opbygger aldrig!

I virkeligheden er Paulus i sit første brev til korintherne ude på at understrege en ting: åndelig opbyggelse. Man kan for eksempel gå til kirke og føle sig langt nede - men når man går fra kirke, er man ikke længere nede i kælderen - men på anden eller tredie sal! Ingen har rimeligvis talt til en - men man ved, at man er blevet opbygget og har en større kærlighed til Gud og næsten så vel som til en selv. Det er, hvad der menes med åndelig opbyggelse - og det kan ske på mange forskellige måder og ikke bare gennem charismata. Men der er ingen opbyggelse, hvis gaverne (charismata) bliver brugt uden kærlighed.

Jeg har ofte lagt mærke til, at nogle af dem, der er kritiske over for den karismatiske fornyelse, siger, at den korintiske kirke var kødelig - og der var de åndelige gaver i brug - og de udtrykker en sådan mening med stor overbevisning - de ved, hvad de taler om! Men, siger Paulus, "men havde jeg. . . al kundskaben. . . og havde ikke kærligheden, da var jeg intet" (13:2).

Det er sandt, at der er sket fejltagelser inden for den karismatiske fornyelse: der har også været en del kødelighed, men sådanne tilfælde opklares aldrig med kundskab alene: kundskab må gå hånd i hånd med kærlighed, for "kundskaben opblæser, men kærligheden opbygger" (8:1).

Kritikerne af, at de karismatiske gaver er vendt tilbage overbetoner ofte betydningen af kærlighed, og forklarer, at den korintiske menighed for eksempel var i vanskeligheder på grund af gavernes misbrug. Men disse kære kritikere af fornyelsen er de første til at citere Pauli kapitel om kærlighed, skrevet til den såkaldt kødelige, karismatiske korintiske menighed.

Endog sociale handlinger uden kærlighed er intet værd! "Og uddelte jeg endda alt, hvad jeg ejer til de fattige. . . og havde ikke kærlighed, da gavnede det mig intet" (13:3), skriver Paulus, som heller ikke var nogen tilhænger af selvisk kapitalisme, for han vidste, at "kærlighed til penge er roden til alt ondt" (1. Tim. 6:10).

Åndelige gaver behøver kærlighed, og så er der åndelig opbyggelse.

Men en kristen må have Guds kærlighed i sit liv, også selvom han aldrig har oplevet en særlig åndelig gave. Når det kommer til stykket, er gaver ikke succes-lykkemedaljer i det åndelige maratonløb! Det er endda muligt at have gaver, som engang i vort liv blev brugt, og så i Ånden at gå bort fra Gud og begynde at leve i synd. Så er frugten af vort liv blevet, at vi mishager Gud, til trods for vore gaver.

Det er dette problem, Jesus talte med sine disciple om i bjergprædikenen. "Mange vil sige til mig på hin dag (den kommende dommens dag): "Herre, Herre, har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn" (Matt. 7:22). Her anerkender Jesus brugen af charismata og gode gerninger, men de giver os ikke adgang til himlen, for sådanne gaver fra fortiden hjælper os ikke på dommens dag, hvis frugten ikke er der.

"Og da vil jeg sige dem rent ud: "Jeg har aldrig kendt jer, vig bort fra mig, I, som øver uret" (Matt. 7:23)", og Jesus gav denne advarsel til de falske profeter (som tidligere havde profeteret i Hans navn og gjort andre gode gernigner i det samme navn), fordi "af deres frugter skal I kende dem" ( v. 20).

Det er muligt ud fra denne tekst at slutte, at Jesus værdsætter Åndens frugter højere end Åndens gaver, men Jesus undervurderer ikke nådegaverne. Han siger bare, at de ikke er nok i sig selv.

Kærlighed i vort liv er vidnesbyrd om, at vi oplever liv som modsætning til den evige død, for Johannes skriver i sit første brev: "Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet, thi vi elsker brødrene" (1. Kor. 3:14). Vi er i stand til at elske vor næste så vel som vore brødre og søstre i Kristus - og os selv, fordi vi elsker Gud først (Mark. 12:30-31).

Men vi kan ikke elske Gud, før vi ved, at Gud i Kristus elskede os først: "Vi elsker, fordi Han elskede os først" (1. Joh. 4:19).

Kærlighed er ikke bare en følelse, det er snarere som at blive forelsket: kærlighed viser sig i handlinger, ofte gennem ofre (af tid, ære, penge osv), og alt dette finder vi i Jesu Kristi død: "Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at Han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder" (1. Joh. 4:10). Følgerne af en sådan selvopofrende kærlighed har også Johannes peget på: "Derved har vi lært kærligheden at kende, at Han satte sit liv til for os; så er også vi skyldige at sætte livet til for brødrene (de kristne)", 1. Joh. 3:16.

Mange af os - mig selv indbefattet - har kendt Guds kærlighed i vore hjerter, før vi blev fyldt med Helligådnen, men har haft store vanskeligheder ved at udtrykke en sådan kærlighed. Det er derfor vi behøver åndelig fornyelse gennem Guds udgydelse af Helligånden; "Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev givet os" (Rom. $5:5).

Det græske ord, der er brugt i Romerbrevet for "udgydt" (engelsk: shed abroad), er det samme ord, som Peter brugte pinsedag, for at forklare hvad der skete, (ikke bare hvad man følte) ved Helligåndens komme: "Efter at Han nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os (i det gamle Testamente), har Han udgydt den (engelsk: shed forth) (det græske ord er ekcheo og betyder det samme som shed abroad), således som I både ser og hører" (Ap.Gern. 2:33).

Helligånden kommer i fornyende kraft, ja, men Han kommer også med kærlighed og besindighed - som Paulus forklarede Timoteus: "Thi Gud har ikke givet os fejgheds ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds ånd" (2. Tim. 1:7). Dette forklarer også, hvorfor så mange, der oplever fornyelse, ofte vidner om Guds kærlighed på en ny måde, som er dybere, større kærlighed i familien, kærlighed i skriften, kærlighed til kristne i andre trossamfund og kærlighed på andre områder. Med andre ord, kærligheden er blevet udgydt i vore hjerter ved Helligånden, selv om Helligånden altid har været der lige fra den dag, da vi oplevede åndelig genfødelse.

Derfor er det helt logisk for Paulus at kalde kærlighed for Åndens frugt, men i den klase med frugt (ikke frugter) er der forskellige egenskaber, som ikke kan adskilles fra kærlighed: "Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed. Mod sligt er loven ikke« (Gal.5:22-23).

Det er ikke tilfældigt, at Paulus nævner ordet "lov" i samme sætning som kærlighed, fordi han så heftigt påstår, at loven, eller lovbundetheden, er selve hindringen for Åndens frugt. For at loven kan blive overholdt (fra vor side), må vi bruge "kødet".

Kødet tilskynder til egne gerninger, hvorimod Ånden er virksom, hvor der er tro, der kommer af at høre det gode budskab fra Jesus Kristus. Derfor spurgte Paulus menigheden i Galatien: "Er I da så uforstandige?"" I begyndte i Ånd, vil I nu "fuldende" i kød? (3:3). Den menighed startede ikke godt: Frelse, Helligånden, og de åndelige gaver havde de - men så kom lovtrældommen ind: derfor Pauli gribende brev, skrevet med flammende blæk! Han hadede lovtrældom!!

De, som er "under loven", som prøver at behage Gud gennem gode gerninger i egen kraft, vil let komme til at gøre de kødets gerninger, som vi kalder synder (Gal. 5:19-21). Men de, som stadig lever ud af Guds tro, er i stand til at bære Åndens frugt, inclusive kærlighed.

Guds kærlighed i vort liv gør os i stand til at opfylde loven (Gal. 5:13-14). Med andre ord, det er alt af nåde!

Kærlighed er ikke kraftesløs. Tænk på Guds Søn og Hans samtale med de selvretfærdige farisæere, og på den måde hvorpå Han kastede vekselererne ud af templet! Kærlighed er også i stand til at tilgive, men det behøver ikke at betyde, at man er enig med den, man tilgiver. Jesus tilgav fra korset sine fjender, selv om Han ikke havde undladt at påtale deres synder, deres liv og deres metoder. En sådan kærlighed er ikke tolerant på en forkert måde, som vi kan opleve i vort eget liv, for Gud tugter os undertiden i sin kærlighed.

Guds tugt kommer kun til os i kærlighed: "Thi Herren tugter den Han elsker" (Hebr. 12:6), og hensigten med det er "for at vi skal få del i Hans hellighed" (v. 10). Hellighed betyder, at være helt til disposition for vor Herre, og det indbefatter det at bære Åndens frugt. Gud elsker os og tilgiver os for sin egen skyld (ikke bare for vor skyld), Es.43.25, men det betyder ikke, at Han tolererer alt, hvad vi gør, eller at Han er enig med os i den måde, hvorpå vi prøver at tjene Ham. Derfor tugter (eller beskærer) Gud os i sin kærlighed, så at vi kan bære mere guddommelig frugt.

"Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg" (v. 11) - og hvor er det sandt! Men mange moderne kristne synes 1 dag ikke at forvente, at Gud skal tugte dem, fordi de enten aldrig er blevet tugtet af deres egne forældre, eller er imod at tugte deres egne børn. Faktisk er det sådan, at hvis vi elsker vore egne børn, vil vi somme tider være nødt til at tugte dem i kærlighed (Ordsp. 13:24) - men at tugte uden kærlighed er en farlig ting. Men hvad er kærlighed uden tugt?

Hvis vi ønsker Guds kærlighed, men ikke Hans tugt, vil vor opfattelse af Guds kærlighed i vort liv være svag, og vi vil uden tvivl fremstille en kærlighed, som Bonhoeffer kaldte "billig nåde" - og jeg tror, at dette er en af de væsentligste årsager til, at der findes så megen misforståelse i dag i Skandinavien angående ikke alene Guds kærlighed, men også om kærligheden mellem mand og kvinde og mellem forældre og børn. Vor opfattelse af guddommelig kærlighed har også indflydelse på kærligheden i vore menneskelige forhold.

Vi kan elske med Guds kærlighed på grund af Kristi smerte på korset. Og når også vi mærker korsets smerte på forskellige måder i dagliglivet, vokser Guds kærlighed i vort liv.

Men vi er kristne, ikke fordi vi oplever charismata (åndelige gaver), men fordi vi ved, at Gud elsker os, og vi kender Hans kærlighed i vore hjerter. Vi kommer til himlen på grund af kærlighed - men det kunne være, at vi kunne tage nogle flere med os til himlen, hvis vi tillod Ånden regelmæssigt at fylde vort liv, selv om det indebærer, at vi kunne bruge en eller flere åndelige gaver.

Lad os ikke spille frugten og gaverne ud mod hinanden. De kommer fra den samme kilde. De udfylder hinandne, de har brug for hinanden.

Forside
Artikler
Her sker det
Vækkelseshistorie
Dansk vækkelseshistorie
Salmedigtere óg sangskrivere
Links
Hvem
Kontakt
© The sound of revival 2018 - design: O Madsen Media