Artikler

Åndelig fornyelse af Michael Harry

14

Enhed, men ikke ensrettethed
- Ånden skaber enhed

"Men to ting har dybt foruroliget mig. Den første er mangel på enhed, den anden mangel på kærlighed", skriver dr. Clifford Hill i en afhandling, som han kalder Evangelisationsskandalen - "kan England evangeliseres af splittede, kærlighedsløse kristne?", og afhandlingen var skrevet for dem, som allerede i forvejen havde deltaget i "Den nationale kongres for evangelisation i 1980". De britiske forhold synes ikke at være særligt forskellige fra den skandinaviske situation. Dr. Hill skriver meget åbent om de britiske kirker. "Hvad kan der gøres over for den kritikkens ånd, som fjenden har sået blandt kristne i England og over for den mangel på kærlighed, som underminerer Helligåndens værk?"

Clifford Hill besvarer sit eget spørgsmål. "Intet evangelisationsprogram kan for tiden lykkes i England, med den mangel på kærlighed, den opdeling og splittelse, som for tiden findes blandt kristne. Kirkerne er ikke i den rette tilstand til at modtage en vækkelses åndelige velsignelser, som vil strømme ud over dette land, når Helligånden udgydes."

"Vi er ikke uden håb, men håbet beror på omvendelse, på at vi erkender vor syndighed og vender om fra vore onde veje.""

I slutningen af sin gribende afhandling, som er udgivet af Decade of Evangelism (Evangelisationens årti), skriver Hill: "Vi må først bringe orden i vort eget hus. Jeg er desværre nødt til at antage, at ethvert storstilet missionsfremstød ( i England) på denne tid (1980) kun kan føre til ulykke. Jeg tror, man burde råde Billy (Graham) til ikke at komme, før Herren rydder op i det rod, vi har lavet i Hans Kirke."

Da jeg læste Hills afhandling, følte jeg, at der her er en duft at profetisk forkyndelse om positiv omvendelse for Guds folk. Hill søger ikke efter et nyt, perfekt trossamfund; han kritiserer ikke de forskellige trosretningers eksisterende former for Gudsdyrkelse - men han vender sig imod mangelen på åndelig frugt i kristnes liv i England, for - siger Hill - uden kærlighed kan der ikke blive enhed.

Det er interessant at notere sig, at KFUMs motto er Joh. 17:21: "At de alle må være eet som du, Fader, i mig og jeg i dig, at også de må være eet i OS, så at verden må tro, at du har sendt mig"). Og KFUKs motto er Zak. 4:6: "Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre".

Grundlæggerne af KFUM-K var økumeniske både i hjerte og handlemåde, og de vidste kun alt for vel, at åndelig enhed er nødvendig for evangelisation, men den enhed kan ikke organiseres gennem naturlig, medmenneskelig evne og væremåde, men gennem Helligåndens kraft.

Helligånden skaber altid enhed blandt de troende, men vor stolthed over åndelige gaver, eller, måske vor fordom imod åndelige gaver, forårsager ofte splittelse - men en sådan uenighed kan man ikke bebrejde Helligånden eller Hans gaver.

Jesus beder stadig for enhed blandt Sine troende, men vi kan ikke forvente enhed blandt troende og ikke-troende angående de ting, der hører Guds rige til (Joh. 17:20). Formålet med åndelig enhed er ikke et mål i sig selv, men for at verden (de, som endnu ikke tror på kristus) "må tro" (v. 21), og for "at verden kan forstå, at du har sendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig" (v. 23).

En sådan enhed mellem kristne, genspejler enheden mellem Sønnen og Faderen, og den var og er mulig gennem Helligånden. Hvor åndelig fornyelse får lov at strømme, der finder man en voksende åndelig enhed, som ikke nødvendigvis betyder ensrettethed i udøvelse og i, hvad man lægger vægt på - undtagen det, at Ånden altid vil herliggøre den levende Kristus og udgyde Gdus kærlighed i vore hjerter.

Kristne, som tror på Kristus, er allerede eet i Kristus, gennem Golgatas kors: "Og at Han må bringe begge parter, forenede I eet legeme, forligelse med Gud ved korset, da Han ved dette dræbte fjendskabet" (Ef. 2:16). Denne virkelige enhed er blevet en realitet (sandhed) ved Helligåndens fornyende kraft. En sådan manifesteret enhed modner os, mens vi vokser i Ånden, mens vi lærer at vandre i ånden.

Kristus giver også gaver til Kirken i form af mennesker (Ef. 4:8), hvis ansvar det er at arbejde for, at bede for og videregive ordet, "indtil vi alle når frem til at være eet i troen" (v. 13). Men der er ofte splittelse blandt de troende på grund af umodenhed (v. 14), og derfor er der behov for åndelig fast føde ( i modsætning til mælk), for at vi "i alle ting kan vokse op til Ham, som er hovedet, Kristus selv" (v. 15). Åndelig umodenhed har altid været en kilde til splittelse i Kristi Kirke (1. Kor. 3:1-3).

Imidlertid kan det være meget let at gribe sandheden om åndelig enhed i Kristus og derefter gennemføre det i egen kraft, og så bliver selve budskabet om enhed til noget, der splitter. Og derfor har det været af stor interesse at læse et nyligt udkommet nummer af "Logos Journal" (jan./febr. 1981), hvor man diskuterer enhed ud fra åndeligt lederskabs synspunkt, det, som Paulus beskriver i Efeserbrevet kapitel 4.

Den første artikel, jeg lagde mærke til, var af David du Plessis "Ansvaret for at uddanne ledere", i hvilken han forklarer, at åndelig fornyelse burde være både karismatisk og økumenisk. Men "mr. Pinse" skriver også om, hvordan han opmuntrede præster til at blive 1 deres egne, gamle kirker - og absolut ikke at forlade dem. For eksempel skrev han om Michael Harper: "Så jeg lovede Michael, at jeg gladelig ville arbejde sammen med ham, hvis han ville blive ved at være præst i den anglikanske Kirke og arbejde nært sammen med biskoppen."

Den næste artikel, jeg lagde mærke til, handlede om lederskab og havde overskriften: "Præster er nøglen til trossamfundenes fornyelse", skrevet af en presbyteriansk præst ved navn Robert C. Whitaker. Både Whitakers og du Plessis artikler gjorde det klart for mig, at Gud er ved at forny sit folk, som får lov at forblive i deres forskellige samfund, så at fornyelsen bliver virkelig økumenisk.

Den tredie artikel, som særligt vakte min opmærksomhed, var den, som kaldtes en mening: "Den karismatiske hær er blevet opdelt", skrevet af en luthersk præst ved navn Rodney G. Lensch, som understreger det fænomen, han kalder "neo-denominationalisme" (at danne en ny menighed) "hvad der er en fare for den karismatiske fornyelse, for den får os til at blive skilt fra hinanden, og den resulterer i, at fornyelsen svækkes."" (Evt. en nedkøling af fornyelsen, overs.)

"Neo-denominationalisme" er altså et forsøg på at bygge den ideelle, perfekte Kirke her på jorden, og det betyder faktisk, at man forlader de "tørre vinsække" til fordel for "de bedre". Fremtrædende ledere inden for den karismatiske bevægelse synes ikke at have noget budskab fra Gud om at forlade deres trossamfund til trods for de mange fejl i alle vore kirker.

Men samtidig får Helligånden i disse sande karismatiske ledere dem til at tænke og arbejde både i deres kirker (så at mennesker kan glæde sig over Gud i deres egne menigheder) og til at tænke økumenisk, så at kristne fra forskellige trossamfund kan bede, arbejde og tjene sammen, efter som Ånden leder dem. Det forekommer ganske indlysende, når man læser "Logos journal" og anden god litteratur inden for åndelig fornyelse, at vi er endnu ikke skubbet ud af vore gamle kirker, og vi skal heller ikke forkynde, at vi burde forlade dem, fordi vi nu virkelig er fyldt med Helligånden. En sådan neo-denominationalisme virker splittende, tror jeg.

Jeg har undertiden lagt mærke til, - men min iagttagelse kan være unøjagtig - at en forkynder her og der kan tale om enhed på en sådan måde, at de andre præster i området er nødt til at bruge ham, for hvis de ikke gør det, vil de blive anklaget for ikke at ønske enhed. Men hvis min iagttagelse er sand, så ville jeg ikke kalde dette enhed, men snarere "platformisme", der finder man også en tendens til neo-denominationalisme.

Men åndeligt lederskab er ikke noget, der er let, og de fleste af os har gjort fejl, enten ved at være for rummelige (mere end Gud ønskede) eller ved at være for snævre i vort forhold til troende fra andre trossamfund, når Ånden faktisk ønskede større smidighed.

Det er meget beroligende, at Kristus har lovet at bygge sin egen Kirke (Matt. 16:18) - alt hvad vi har at gøre, er at holde os nær til bygmesteren. Og bygnignen vil tage en form, som meget få af os sandsynligvis har forventet. Ånden vil virkelig skabe enhed uden nødvendigvis at kræve ensrettedhed på alle punkter og i alle detaljer.

En fremtrædende leder i pinsebevægelsen i Norge, Aril Edvardsen, er virkelig økumenisk både i væremåde og i forkyndelse.

I juni 1980 arrangerede Edvardsen en "Dybere Liv-Konference" i anledning af 10-års jubilæet for den første konference af denne art, og så vidt jeg kan erindre, var denne konference den første store og bemærkelsesværdigt økumeniske konference - inden for den karismatiske fornyelse - der nogen sinde var blevet holdt i Skandinavien, og det var der, at Michael Harper og jeg for første gang havde det privilegium at prædike sammen.

Aril Edvardsen: pegede på (1980), at der kun var et folk og et samfund, der hed Israel, men at inden for den nation var der tolv stammer, og han brugte det billede for at vise, at der er kun et Guds rige, Kristi legeme, i hvilket der findes forskellige åndelige stammer, som vi kalder trossamfund. Her er der tale om enhed uden ensrettethed.

Den tekst, han brugte for sit budskab, var fra 1. Mosebog kapitel 49: "Alle disse er Israels stammer, tolv i tal, og det var, hvad deres fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af dem gav han sin særlige velsignelse" (v. 28). Hver stamme havde sin egen velsignelse, forskellig fra de andres, skønt alle stammer tilhørte det ene Israel.

Aril pegede på, at hvert trossamfund har sin egen særlige velsignelse og tilhørte den samme Kirke, og at de nyere trossamfund blev til, efter at de ældre allerede var blevet formet, og at hver af dem behøver de andre.

Uden tvivl vil teologerne finde smuthuller i en sådan sammenligning mellem det Gamle og det Nye Testamente, endda skønt stammerne faktisk er nævnet i Åbenbaringsbogen (7:4 og 21:13) uanset hvilken fortolkning man kan anlægge på dem.

Ånden er sandelig godt i gang med at skabe åndelig enhed, så at vækkelsen kan komme og drage mennesker til tro på Kristus i sit kølvand.

Forside
Artikler
Her sker det
Vækkelseshistorie
Dansk vækkelseshistorie
Salmedigtere óg sangskrivere
Links
Hvem
Kontakt
© The sound of revival 2018 - design: O Madsen Media