Artikler

Åndelig fornyelse af Michael Harry

16

Hvorfor bede højt - og sammen med andre?
- Bedegruppen

Da jeg i begyndelsen af min tid på universitetet sluttede mig til en bedegruppe der, oplevede jeg altid en virkelig fysisk hjertebanken i forbindelse med bedegruppen! Hjertebanken før jeg bad højt, fordi jeg var bange for, at jeg ikke bad "ordentligt" eller på gruppens "accepterede måde". Men når jeg havde bedt, havde jeg også hjertebanken på grund af selvanalyse af min egen bøn! Jeg havde da vist ikke bedt, som jeg skulle have gjort, mon? På den måde blev mit hjerte ved at afspejle den anspændthed, jeg følte ved at bede sammen med andre.

Mange har stadig problemer angående fællesbøn i en bedegruppe, selv om ikke mange får hjertebanken, sådan som jeg gjorde. Uden tvivl var meget af min spænding forbundet med ubevidst lovtrældom, det vil sige en stræben efter at være rigtig i egen kraft, så vel som et ønske om at virke rigtig i gruppens øjne.

Men hvorfor bør vi bede sammen? Hvorfor i det hele taget bede? Måske skulle vi først se på det andet spørgsmål, fordi der åbenbart ikke er nogen grund til at bede sammen, hvis der ikke er nogen virkelig grund til at bede i det hele taget.

Bøn virker - det afsløres gennem nogle kliniske undersøgelser af patienter. Der findes en artikel i "Challenge Weekly", New Zealand (28. nov. 1980), under overskriften: "Læger beviser, at bøn helbreder" - hvor misvisende en sådan overskrift ellers kan være, når den antyder, at bøn er ligesom den perfekte indsprøjtning, som altid helbreder alle mennesker!

Men - rapporten siger: "Ved en undersøgelse af 36 syge børn på slutstadiet af leukæmi bad man halvdelen af patienterne om at bede til Gud hver aften, før de gik i seng." "»"Efter at de var begyndt at bede, overlevede 90% af børnene gennemsnitligt i 14 måneder.", sagde biologen Bernard Grad, lektor ved Mc Gill universitetet i Montreal, Canada.

"Men kun 37% af de børn, som ikke bad, levede så længe" sagde Grad i et interview.

I et forsøg på at bekræfte disse opdagelser udførte forskere i London deres egne forsøg med 32 patienter, som var kronisk syge af uhelbredelige sygdomme.

I hvert enkelt tilfælde var der kun udsigt til gradvis forværring af sygdommen", sagde Grad.

Lægerne organiserede bedegrupper, der bestod af kristne troshelbredere og kvækere, der frivilligt tilbød at bede hemmeligt for halvdelen af de 32 patienter mindst 15 minuter hver dag i 6 måneder.

Alle bedegrupperne fik patienternes fornavne at vide og en beskrivelse af den sygdom, hver patient havde, og så fremsagde de et vers fra Bibelen og bad for deres helbredelse", sagde Grad.

"Mens dette foregik - helt uden patienternes vidende - fortsatte lægernes almindelige medicinske behandling.""

Hvad der skete derefter, forbavsede forskerne.

"Uden nogen medicinsk grund viste 5 af de 16 patienter, der blev bedt for, skjulte tegn på bedring i deres tilstand 6 måneder efter", sagde Grad, "og i den anden gruppe, som der ikke var blevet bedt for, viste ingen - undtagen en - noget tegn på bedring, snarere var deres fysiske tilstand forværret i løbet af de 6 måneder.

Den læge, der udførte eksperimentet i London, kom til den slutning: "Dette vil opmuntre mennesker til at tro, at bøn sikrer helbredelse.""

Og som et yderligere bevis fandt Grad ud af, at præster lever længere end mennesker i andre professioner. Naturligvis kan der stadig stilles spørgsmål ved sådanne undersøgelser, måske nogle forskere vil føle sig usikre på konklusionerne. Men jeg synes, jeg er overbevist om en ting: at det betaler sig at bede og - at bede sammen som en gruppe.

Når vi står over for problemer af en eller anden slags, har vi brug for at se bag om årsagen. Derfor skriver Paulus: "Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndsmagter i himmelrummet" (Ef.-6:12).

Mørke - i åndelig forstand - bruges altid til at beskrive moralsk mørke, selv om også kristne, der lever et ordentligt liv, kan opleve perioder med mørke, der ikke nødvendigvis kommer af noget moralsk forkert i deres liv.

Nogle mennesker afviser evangeliet, når de hører det, og forklaringen gives af Jesus: "For Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved Ham. Den, som tror på Ham, dømmes ikke; den, som ikke tror, er allerede dømt, og dette er dommen, at. . . mennesket elskede mørket mere end lyset, thi dets gerninger var onde" (Joh. 3:17-19). Og de af os, som ved Guds nåde har troet på Kristus kaldes "lysets børn" (Ef. 5:8), men dette medfører et ansvar for at vandre "ikke som uvise, men som vise" (v. 15). Hvis vi kristne ikke lever i lyset - ved at elske Gud og vor næste som os selv, så er vi i den situation, som Johannes så malende beskriver, at vi "vandrer i mørket, og han ved ikke, hvor han går hen, thi mørket har blindet hans øjne" (1. Joh. 2:11).

Men vi kan komme ud af et sådant mørke ved at komme ind i lyset!" (1. Joh. 1:7) - og ved at bekende vore synder for Herren (v.9).

I dette mørke kan "magterne" og "myndighederne" arbejde i et område, der kaldes "i himmelrummet" (Ef. 6:12), og i dette begreb kan man også godt inkludere atmosfæren omkring os kristne, når vi mødes. Frank Mangs, evangelisten i Skandinavien, skriver om betydningen af en ren atmosfære, hvos vi vil forvente vækkelse, som kan resultere i sjæles frelse.

Hvis vi kristne ikke vandrer i lyset med Gud og med hinanden, vil atmosfæren visselig ikke være ret god, og den vil forhindre vækkelse, også selv om Ordet bliver prædiket bibelsk perfekt.

Hvis luften er tyk og tung på grund af åndeligt mørke, så har "herskeren over luftens rige" fundet fodfæste. I vor kamp med denne "hersker", også kaldet djævelen eller Satan, må vi ikke kæmpe direkte imod dem, der er under indflydelse af djævelen, men må "i Kristus" kæmpe en åndelig kamp i bøn.

Denne kamp udkæmpes i "den himmelske verden", og den skal kæmpes af Kirken, det vil sige de troendes fællesskab. Naturligvis kan en enkelt kristen kæmpe meget sammen med Gud i en sådan kamp, men det normale må være, at vi kæmper troskampen sammen (1. Pet. 5:8-9) i forenet bøn.

"Vore stridsvåben er nemlig ikke kødelige, men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker" (2. Kor. 10:3-5). Kødelige våben er naturlige våben, sådanne som normalt bruges imod "kød og blod" som i en krig. Men vi kæmper ikke direkte mod "kød og blod" men mod magterne, der står bagved.

En gang imellem var de, der fulgte Jesus, tilbøjelige til at ville forsvare Jesus imod "kød og blod". En af dem brugte et sværd og afhuggede øret på ypperstepræstens tjener (Matt. 26:50:52). Engang ønskede disciplene at kalde ild ned fra himlen på dem, der var imod Jesus (Luk. 9:53-56). Men begge disse meget praktiske våben, der skulle forsvare Kristus og Hans rige, var på den tid kødelige våben. Men vi er mere tilbøjelige til at kæmpe ved hjælp af pen og ord, i det mindste i Skandinavien.

Men hvordan skal vi kæmpe? Ofte kender vi Kristus som den, der er i os, og det er væsentligt (Gal. 2:20 og 2. Kor. 13:5), men Paulus beskriver også de troende på følgende måde: "Han har opvakt os med Ham og givet os plads med Ham i den himmelske verden, i Kristus Jesus" (Ef. 2:6). Da Kristus har nedkæmpet død, Satan og synd ved sit kors, gennem sin opstandelse og himmelfart - kan også vi bekæmpe de magter, der i kampen mod os ofte misbruger vort "kød og blod". Ved at bede til Gud - fordi vi også er i Jesus Kristus i "den himmelske verden«, hvor også Satan og hans hær opererer, kan vi opleve sejr over fjenden.

Lad os betragte to tilfælde i Moses liv for at udnerstrege, at når "kød og blod" i en eller anden form krydser vore veje, må vi søge Gud i bøn hellere end at bruge et sværd (eller en pen til et ondskabsfuldt brev!) Moses havde en broder og. en søster, og de var alle tre karismatiske. For resten: fordi vi er karismatiske, betyder det ikke at vi automatisk er syndfri og aldrig falder for fristelser. Vi må vokse i nåden og lære at vandre i Ånden, ved tro.

Undertiden har karismatikere gjort nogle meget ikke-kristelige ting i Åndens navn og gennem brug af åndelige gaver. Der er intet forkert med Ånden og Hans gaver, men vi, som kender begge dele, kan undertiden komme til at vandre i kødet. Derfor er åndelige gaver ikke noget tegn på åndelig modenhed eller hellighed - selv om vi afgjort har brug for dem alle, sådan som de fandtes i Jesu liv - i Hans jordiske tjeneste.

De to karismatikere, Miriam og Aron, var misundelige på deres broders åndelige embede blandt Israels folk, og da folket diskuterede Moses på grund af, at han havde ægtet en kusjitisk kvinde, følte disse to, at lejligheden nu var inde til at lufte deres misundelse: "Har Herren kun talt til Moses?" (4. Mos. 12:2).

Moses angreb ikke sin broders og søsters "kød og blod. - de som var hans "med-karismatikere" - men de gik ud til åbenbaringsteltet (v. 4), og »Herren steg ned i skystøtten" (v. 5).

Moses søgte Gud i "den himmelske verden", fordi mørke havde sneget sig ind blandt Israels børns ledere - og Gud løste problemet. Moses brugte åndelige våben, hvoraf de vigtigste var bøn og det at søge Herren.

Det var ikke alene nogle af Moses egen familie, der var misundelige på ham, han mødte også misundelse hos nogle andre af Israels ledere (4. Mos. 16). Kora og hans to nærmeste kammerater, Datan og Abiram (v. 1), samlede en indflydelsesrig gruppe på 250 ledende, ansete mænd i Israel (v. 2) for at deres - specielt Koras - misundelse gennem sådan en: gruppe kunne blive rettet mod Moses: "Hvorfor vil du da ophøje dig over Herrens forsamling" (v. 3), sagde de.

Igen kommer Moses magterne bag mørket og den dårlige atmosfære til livs, ved at søge Herren ved åbenbaringsteltet (v. 18), og Herren hjalp igen Moses på dramatisk måde og løste problemet, han stod overfor.

Hvor er misundelse en frygtelig synd - særlig når den forekommer blandt ledere og ikke mindst blandt dem, der kalder sig karismatiske ledere. En sådan misundelse kan bringe os tæt ind på livet af Kristi lidelser: "For Han (Kristus) vidste jo, at det var af misundelse, at de havde bragt Ham for retten" (Matt. 27:18).

Moses fik åndelig hjælp, da han bad til Gud i åbenbaringsteltet, og åbenbaringen, som kom direkte fra Herren, blev også hans styrke og forsvar, særligt i den vanskelige opgave at lede Israel.

Derfor bad Paulus om, at vi kristne måtte få større åbenbaring af Kristus i vort liv (Ef. 1:17-18). Paulus bad også for sit eget vedkommende om, at han måtte få en sådan åbenbaring, når han forkyndte Kristus for de ufrelste (Ef. 6:19-20). Paulus bad for andre så vel som for sig selv - og han bad sammen med andre troende (Ap.Gern. 20:36).

Men hvorfor ikke bede sammen? Jesus lærte disciplene at bede sammen: "Men når I (flertal) beder" (Matt. 6:7), sagde Han, men Han lærte dem også at bede hver for sig (v. 6). Det at bede sammen skal ikke være et forsøg på at imponere hinanden, heller ikke vil det, at vi er mange, nødvendigvis imponere Gud. Personligt synes jeg, at det at bede sammen med andre kristne er meget styrkende, og jeg kan ikke undvære fællesbøn, selv om jeg måske en dag bliver nødt til at bede alene hele tiden. Hvem kender fremtiden?

Israels børn blev oplært til og kaldet til fælles bøn og omvendelse (Joel 2:15-17), og så for eksempel sagde Joel gennem profetiens Ånd, at "derefter" (v. 28) ville Gud udgyde Sin Helligånd. Disciplene søgte Herren i fælles bøn før pinse (Ap.Gern. 1:14), men for at den kraft skulle forblive effektiv i deres midte, mødtes de regelmæssigt til fælles bøn (Ap.Gern. 2:42 og 3:1).

I krisetider bad de sammen, sådan som vi læser det i Ap.Gern. kap. 4. I stedet for at klage og skrive breve til (og om) "kød og blod", bad den ældste Kirke sammen og lagde deres modgang og deres behov frem for Gud "i det himmelske" (v. 23-28). Og de beder meget konkret (v. 29-30) og forventer et svar. I dette særlige kapitel svarede Gud først ved at fylde alle, som var til stede (mindst 3000 mennesker sammen) med Helligånden og gjorde dem i stand til med stor kraft at prædike Kristus (v. 33). Gud bekræftede forkyndelsen med medfølgende tegn (Ap.Gern. 5:12) - men det største af det hele var, at "der føjedes stadig flere til, der troede på Herren". . . v. 14).

Den ældste menighed brugte åndelige våben i deres krigsførelse - de bad sammen. Men den samme Kirke oplevede også åndelige resultater. Vi kan ikke forvente lignende resultater uden de samme metoder og uden at være parat til at lide på lignende måde.

Det er meget fornøjeligt at læse om en bedegruppe i en kvindes hjem (Ap.Gern. 12:12). Deres bønner blev besvarede, selv om de ikke rigtig turde tro det! (v. 15). Det er vidunderligt, at der findes sådan et vers i Bibelen! De fleste af os ville sikkert ikke nedskrive noget, der var så negativt hvis vi skulle udarbejde en bog om noget, der var sket. Med de bad sammen for Peter i fængslet, og Gud besvarede deres bønner, til trods for at de øjensynligt ikke ventede noget svar! Gud ærer os, når vi beder - og når vi beder sammen.

Det er ikke altid uden problemer at bede sammen. Der er aldersforskelle, erfaring og kultur - ja, forskellige kirkeretnigner - at overvinde i kærlighed. Nogle beder alt for langt - nogle beder alt for stille. Nogle beder alt for støjende - men som tiden går, og vi bliver mere forenet i et fælles syn, overvindes vanskelighederne! Gud respekterer tro, hvordan vi så udtrykker den. Og kærlighed viser megen tålmodighed, når der er sådanne forskelle.

Det er nødvendigt at have et syn, særligt for dem, der leder en bedegruppe: "Uden syner forvildes et folk" (Ords. 29:18). Hvis en bedegruppe kommer sammen for bare at bede for hinanden, er det, som om oplevelsen har en tendens til at blive "sur". Men hvis en bedegruppe har et syn for noget, der er større end dens eget behov, f.eks. at bede for deres egen menighed, for landet eller for noget, som kun Gud kan klare, så løftes vi ud af vore helt personlige bedeemner (der må naturligvis også være tid til dem). Så bliver vi forenede, når vi beder sammen for nådens trone (Hebr. 4:16) i det himmelske, hvor vi i Kristus kan kempe mod mørkets og det ondes kræfter.

Forside
Artikler
Her sker det
Vækkelseshistorie
Dansk vækkelseshistorie
Salmedigtere óg sangskrivere
Links
Hvem
Kontakt
© The sound of revival 2018 - design: O Madsen Media