Artikler

Åndelig fornyelse af Michael Harry

17

Hvorfor tage familieforhold så alvorligt?
- Kirkens kraft har med familielivet at gøre

"Og vi ved, at de særdeles heldige russiske forsøg på at ophæve familien i revolutionens første dage førte til socialt kaos og blev brat ændret. Kibbutzerne opgav snart deres forsøg på at gøre det samme, for at holde fast på deres medlemmer" (Studiekommission om »familien«, nov. 1980).

"Marxistlederne i Rusland og kibbutzlederne i Israel har alle opdaget, at "den menneskelige natur nok lader sig bearbejde, men der er åbenbart grænser" (samme kilde). Men jeg spørger ofte mig selv, om ret mange kristne tænker på, hvorfor det er så nødvendigt at tage familieforhold så alvorligt. Kan "almindelige kristne" forsvare den almindelige kristne indstilling til ægteskab og hjemliv? Skal Kirken ikke bare følge med tiden og være moderne i sin indstilling til mand/kvinde spørgsmålet, hvad mange jo er begyndt at foreslå i diskussioner?

Jeg er forbavset over, hvor ofte den verdslige presse diskuterer abort, sex og pornografi, og hvor ofte den kristne indstilling - jeg udtaler mig generelt - har været en slags "sidste øjebliks indsigelse", hvorefter de, der protesterede, almindeligvis blev kaldt lidt overdrevne eller ekscentriske!

Jeg ved godt, at der er skrevet mange gode bøger om emnet ægteskab og hjem, men jeg føler, at der stadig er brug for på en enkel måde at sige, hvorfor dette forhold er så vitalt, og hvorfor det behøver beskyttelse.

Det resultat jeg er kommet til, er sandsynligvis ikke meget "teologisk", men jeg tror, at intet land kan opleve sand demokrati, med mindre kirken udøver positiv indflydelse på samfundet; og at ingen kirke kan have positiv indflydelse på familielivet, hvis dens medlemmer ikke lever op til den hellige skrift. Med andre ord, i et land er stat, kirke og familieliv tæt forbundet med hinanden.

Jeg ønsker ikke at være alt for doktrinær eller dogmatisk angående familieforhold, og jeg er den først til at forkynde, at der er nåde for alle fejltagelser og for al synd - selv om Paulus synes at sondre mellem den synd, der overrumpler os (Gal. 6:1) og så den synd, vi holder fast ved og forsvarer (Gal. 5:21).

Jeg tror personligt, at det danske samfund ser så megen - ofte tavs - lidelse, fordi Kirken alt for længe har overset Helligåndens kraft (de har været alt for bange for overdreven følelsesfuldhed), og at familielivet er ved at gå i opløsning, fordi Kirken næppe har været i stand til at udøve nogen som helst moralsk indflydelse på samfundet, ikke mindst på familielivsmønsteret.

Kirken og familien danner tilsammen et hele - og hvis ikke, lider begge. Når Paulus diskuterer familieliv og dets forhold, skriver han: "Den hemmelighed, der ligger heri, er dyb; jeg sigter hermed til Kristus og Kirken" (Ef. 5:32). Paulus citerer i denne sammenhæng det, som Jesus sagde, da han citerede Moses: "Derfor skal en mand forlade sin fader og moder, og holde sig til sin hustru, og de to skal være et kød" (v. 31). Men denne erklæring kaldes i vore dage mere og mere noget "gammeldags vrøvl".

Men hvorfor forsvare en sådan holdning til ægteskabet? Fordi det er et mysterium, der angår Kristus og Kirken.

En mand skal forlade sine forældre: Kristus forlod sin Fader og kom til denne verden (Fil. 2:7). En mand skal være forenet med sin hustru af kærlighed (Ef. 5:25), sådan som Kristus elskede og stadig elsker Kirken. En mand skal være et kød med sin hustru, hvad der omfatter et i legeme, sjæl og ånd, ligesom "vi er lemmer på Han legeme" (v. 30).

Ægteskabsforholdet er et jordisk billede på et himmelsk forhold mellem Herren og Hans Kirke - derfor de djævelske angreb på familien i dag.

I det Gamle Testamente beskrives Gud som en ægtemand (en mand), hvorimod Israel beskrives som en hustru (en kvinde), Es.54:5-6. Og derfor kaldtes det ægteskabsbrud, når Israel elskede andre guder i stedet for den ene Gud (Hos. 4:12), også selv om der ikke nok ikke har været tale om fysisk ægteskabsbrud. Selv om de to ting ofte følges ad. Sådant åndeligt ægteskabsbrud skildres i det Ny Testamente af Jakob (4:2).

Paulus beskriver Kirkens forhold på følgende måde: "Jeg har jo trolovet jer med een mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus" (2. Kor. 11:2).

Det mønster, som tegnes af Gud og Israel i det Gamle Testamente og af Kristus og Kirken i det Nye Testamente, har umådelige konsekvenser for vort dagligliv, det, som på sin side genspejler guddommelige forhold over for den ikke-troende verden.

For det første: Kristus er trolovet, eller forlovet med Kirken, hvad der betyder, at forlovelse er noget normalt før ægteskabet.

For det andet: Kristus er trolovet med en ren jomfru, hvad der kun kan betyde een ting: ingen sex før ægteskabet.

For det tredie: en forlovelse forudsætter et giftermål, skildret af Johannes: "Lammets bryllupsdag er kommet, og Hans brud har gjort sig rede" (Åb. 19:7). Kristi genkomst og mødet mellem Ham og Hans Kirke er som et bryllup, til hvilket der gøres forberedelse i form af hellighed (v. 8), uden hvilken intet menneske skal se herren« (Hebr.12:14).

For det fjerde er der ingen plads for homoseksualitet i det guddommelige forhold mellem Kristus (manden) og Kirken (kvinden) - derfor betragtes en sådan synd som en "vederstyggelighed" (3. Mos. 20:13), og for den, som ikke vil angre, er konsekvenserne frygtelige: "Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber" (Rom. 1:26-27).

For det femte, vore legemer tilhører Gud - de kaldes endog "Kristi lemmer" (1. Kor. 6:15), og derfor er vi kaldede til at ære Gud, ikke alene i vor ånd, men også i vore legemer. "Ær derfor Gud i jeres legemer" (v. 20), Hvis vi ved og tror dette, er vi i stand til at "fly utugt" (v. 18). Derfor, hvis en kalder sig selv "en broder" (1. Kor. 5:11), og dog er utugtig, skal vi afstå fra fællesskab med et sådant menneske for en tid, indtil han omvender sig.

Men Paulus skriver ikke til ikke-troende (v. 9-10), som måske øvede utugt, for de havde jo behov for at høre det herlige evangelium, som kan udfri sådanne mennesker fra mørke til lys (Ap.Gern. 26:18). Paulus skriver jo faktisk, at nogle medlemmer af den korintiske menighed før deres frelse havde øvet utugt (sex før ægteskabet), ægteskabsbrud (sex uden for ægteskabet) og "havde ladet sig bruge til unaturlig utugt" (homoseksualitet), 1. Kor. 6:9. "Og sådan har nogle af jer været, men I lød jer aftvætte, ja, I blev helligede, ja, I blev retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd« (1.Kor. 6:11).

Der er kraft i evangeliet til at forandre os fra alle disse ting - og flere - så at vore egne legemer kan blive "Helligåndens tempel" (v.19).

Naturligvis er det meget let at udpege disse særlige seksuelle synder og så glemme de mere acceptable (i vore øjne). Men Paulus slår utugt sammen med synder som had og splid (Gal. 5:19, 20).

Enhver af os kan altid finde nåde for alle vore synder, når vi vil bekende dem for Herren (1. Joh. 1:9), for ”Han er talsmanden hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige” (1. Joh. 2:1). Og alle kristne tror virkelig på denne fuldstændige tilgivelse, men hvad der foruroliger mig mest, i det mindste i Danmark, er den voksende tilslutning til, hvad jeg kunne lide at kalde ”omstændighedernes evangelium" blandt de troende, det vil sige, at vi må se på omstændighederne, før vi anvender evangeliet.

Dette gør det muligt at bortforklare utugt (hvorfor ikke prøve at se, om de passer sammen - før ægteskabet); ægteskabsbrud (når det kommer til stykket, er det ægteskab alligevel dømt til at bryde sammen); og homoseksualitet (når alt kommer til alt, bidrager hans baggrund til en sådan form for kærlighed, og hvorfor skulle vi tage hans kærlighed fra ham, den er så ren?). Derfor må vi "alvorligt stride for den tro, som een gang for alle er blevet opgivet de hellige" (Jud. 3).

Judas understreger, at vi må stride for troen (Guds tro), som gør det muligt for et menneske at kende Gud, Faderen, og Gud, Sønnen og således opleve det evige liv (Joh. 17:3). Denne tro (i modsætning til en særlig trosbekendelse) er væsentlig for genfødelse, og det er ikke betingelsesløst, det vil sige, du kan ikke gå ind i Guds rige og blive ved at forsvare din bevidste synd (Gal. 5:21 og 1. Kor. 6:10), som utugt, ægteskabsbrud og homoseksualitet. Men prædikanter bortforklarer mere og mere disse ting med omstændighedernes evangelium, det vil sige omstændighederna berettiger dig til at synde.

Vi lægmænd respekterer teologernes teologiske meninger - men der synes at være meget lidt teologisk strid (hvis det er det rigtige udtryk), når det drejer sig om, hvad der er frelsende tro. I Danmark debatterer vi så ofte om, skriver om og diskuterer vanddåb - men jeg finder ikke megen diskussion angående, hvad der er frelsende tro. Og det er den tro, som bringer os ind i Guds rige og på den måde bringer os selve himlen.

Om blot skillelinien for teologerne mindre og mindre ville være spørgsmålet om sakramenter og mere og mere spørgsmålet om tro og vantro! Måske vil det komme - og det beder vi om.

Det er intressant at lægge mærke til, at megen af Jesu vejledning blev givet til dem, som ikke kunne overholde de seksuelle love, men Jesus prædikede aldrig omstændighedernes evangelium. "Heller ikke jeg fordømmer dig, gå bort og synd ikke mere" (Joh. 8:11). Hvilken beretning! Jesu ord gav altid tro (Guds tro), og den omfattede både Hans tilgivelse og evnen til at omvende sig (synd ikke mere).

Kirken er i dag kaldet til at prædike som Jesus, til at vise barmhjertighed og dog have meget klare linier, særligt angående familiemønsteret.

Mange spørger mig om svangerskabsforebyggelse, og jeg svarer altid ved at forklare, at jeg ikke kan finde et særligt vers i Bibelen, som taler for eller imod noget sådant, og at det er et område, hvor enhver må træffe sin egen afgørelse. "Den troens overbevisning, du har, behold den hos dig selv for Gud! Salig den, som ikke må dømme sig selv for det, han vælger" (Rom. 14:22).

Jeg forklarer også, at alle former for svangerskabsforebyggelse kan medføre mindre eller større komplikationer. Katolikerne har en god lære om det rytmiske system, selv om jeg ikke kan give et kategorisk svar angående fødselskontrol uden at føle mig under loven, men jeg er meget kategorisk (og jeg håber med kærlighed og barmhjertighed), når det gælder seksuelle synder.

Vi skal forsvare familiemønstret, sådan som det er fremstillet i Bibelen, fordi det er et mysterium. Det afspejler Kristi forhold til sit legeme på jorden, Kirken.

Når to mennesker er gift, så opfordres mændene ifølge Paulus til at elske deres hustruer (han forudsætter uden tvivl, at hustruerne automatisk elsker deres ægtefælle, Gud velsigne dem!), og at kvinderne skal underordne sig deres mænd ((Ef. 5:22, 25). Sikke noget eksplosivt vrøvl! Underordne sig!

Jeg er overbevist om, at Paulus taler mere om en holdning end om en lov med en mangfoldighed af paragraffer og fraktioner!

Men hustruer har vanskeligheder ved at underordne sig, hvis de ikke er elskede!

Underordning betyder ikke, at hustruen ikke har nogen mening, nogen personlighed - og at hun aldrig har ret! Der står nævnt i Skriften: "Ligeså skal I hustrur underordne jer under jeres mænd. . .ligesom også Sara var Abraham lydig og kaldte ham Herre" (1. Pet.3:1-6). Men Abraham måtte i hvert fald to gange gøre, som hans hustru sagde - selv om Sara underordnede sig ham! (1. Mos. 16:6 og 21:12).

Vi burde se på underordnelse ud fra Kirkens synspunkt. Når Kirken underordner sig Kristus - hvad der er normal kristendom - så er Kirken altid lykkelig. Men der er så ofte alt for lidt underordnelse under Kristus i Kirken, og derfor finder vi så lidt gensidig underordnelse i forholdet til hinanden i Kirken (Ef. 5:21). Og når Kirken er fattig på en sådan underordnelse i forholdet til hinanden i Kirken (Ef. 5:21). Og når Kirken er fattig på en sådan underordnelse - så ses en sådan fattigdom afspejlet i mange af vore ulykkelige og kaotiske hjem.

I sit første brev til Efeserne skildrer Paulus familien i sammenhæng med Helligånden: "Men lad jer fylde med Ånden" (5:18) - og når vi tillader Ånden at gøre dette, at besegle os med Ånden (1:13), så ses Hans fylde i meget praktiske forhold: Ægtemandens kærlighed, hustruens underordnelse osv - og ikke nødvendigvis hele tiden gennem en masse åndelige gaver.

Endvidere nævner Paulus opdragelsen af børn i hjemmet (6:1-4), noget vi kun værdsætter, når vi opdager at Gud i Sin kærlighed også tugter Sine børn (ikke dem, der er uden for forjættelsen) (Hebr.12:6-7). Men ikke så få ønsker, at Gud bare skal give og velsigne, hvad Han jo også gør. Men vi er altid taknemmelige over for Gud, når Han har tugtet os gennem en eller anden omstændighed. Jeg tror, vore børn ubevidst forventer, at vi skal tugte dem i kærlighed, og hvis de ikke møder kærlig autoritet hjemme, vil de let forlade vore hjem. En sådan baggrund har i vore dage skabt de tyske terrorister.

Helligånden bringer fornyende kraft, så at vore familier igen kan komme på linie med Guds ord. Velsignede familier velsigner Kirken - og omvendt, og begge bringer velsignelse til samfundet, og på den måde bevares sandt demokrati.

Forside
Artikler
Her sker det
Vækkelseshistorie
Dansk vækkelseshistorie
Salmedigtere óg sangskrivere
Links
Hvem
Kontakt
© The sound of revival 2018 - design: O Madsen Media