Artikler

Åndelig fornyelse af Michael Harry

18

Vil du ikke nok uddrive min onde ånd?
- vi trænger til at skelne mellem djævelen og onde ånder.
Et personligt vidnesbyrd

"Gør ikke patienten dårligere", sagde den konsulterende hudlæge til os på St. Georges hospital. Dermed mente han, at det er bedre ikke at gøre noget ved en hudsygdom end at forsøge at behandle den og derved forværre sygdommen.

Jeg giver mig ikke ud for at have det sidste ord i spørgsmålet om onde ånder og exorcisme, men jeg møder ofte ægte kristne, hvor behandling af indbildte dæmoner visserlig har gjort dem dårligere. Det er i anledning af ikke så få af disse ulykkelige tilfælde, at jeg drister mig til at skrive nogle få ord om et omstridt emne, uden at jeg derfor ønsker at skabe mere uenighed, for det er noget, der i sig selv glæder mørkets magter.

"Vil du ikke nok uddrive min onde ånd", sagde en tidligere narkoman til mig. Han forklarede, at han fornylig havde oplevet frelsen ved Kristus, han var blevet fri af narkotika og helbredt for gulsot og for sin leversygdom, der gerne optræder sammen, når der er tale om stiknarkomaner. Men mere end det, han var også blevet fyldt med Helligånden og havde vænnet sig til at lovprise Gud i Helligådnens sprog (i tunger). Så var han gået til nogle venner, fordi han var bange for, at hans leversygdom ville vende tilbage og måske udvikle sig til en levercancer.

Hans gode kristne venner brugte adskillige timer på ham, idet de prøvede at uddrive frygtens ånd. Dette resulterede i at manden ikke alene mistede sin frelsesvished, men at han endda følte, at hans tungetale ikke var ægte. Og frygten havde ikke forladt ham.

Her stod jeg overfor en kristen, hvor behandlignen bestemt havde gjort ham dårligere. Dette var på grund af alvorlig misforståelse i spørgsmålet om onde ånder i de troendes liv. Denne unge mand havde nu ikke alene frygt at kæmpe med, men han var også usikker på sine egne åndelige gaver, og så havde han det ekstra problem med en ond ånd (eller den, han troede han havde). Men de, som prøvede at udfri ham, syntes slet ikke at være urolige over det rod, de havde efterladt den unge mand i. Hans tilstand var bestemt værre, end før han søgte deres åndelige vejledning.

Paulus beskriver i 2. Tim. 1:7 "frygtens ånd", men han foreslår ikke exorcisme - eller noget om Satan eller onde ånder - men han opmuntrer Timoteus til at opflamme sin åndelige gave og således påny blive fyldt med Helligånden. Når ordet ånd bruges og ikke direkte refererer til Helligånden, må vi passe på ikke at kaste os ud i konklusioner og tro, at det nødvendigvis må betyde en ond ånd, når det ikke er Guds Ånd, der direkte er nævnet. Vi mennesker har også en ånd - vor egen ånd (1. Kor. 2:11) - og det er der, frygten kan sætte sig fast.

Johannes forklarer, hvordan Guds kærlighed kaster frygten ud (1.Joh. 4:18) og det var dette, jeg forklarede den tidligere narkoman. Vi bad sammen Gud om at lade Sin kærlighed drive den frygt for levercancer ud, som levede i mandens egen ånd. Jeg praktiserede ikke exorcisme eller udfrielse, men viste dette tiltalende kristne menneske Guds ord og Guds måde at behandle den slags frygt på.

Da jeg mødte ham næste dag, så han lykkelig ud og var igen sikker på, at han ikke alene var frelst, men at hans åndelige gave var fra Helligånden, og at Gud ville tage sig af hans lever, til trods for den måde, hvorpå han tidligere havde misbrugt den gennem narkotika.

"Vil du ikke nok uddrive min onde ånd?", sagde en nedbrudt kvinde, der knælede ved alterskranket og bad om råd. Jeg spurgte hende, hvordan hun kunne vide, at hun havde en ond ånd, og hun svarede: "Der er en, der har profeteret og sagt til mig, at jeg havde en ond ånd."" Denne stakkels kvinde var altså blevet dårligere gennem den såkaldte behandling med uddrivelse af onde ånder i kristne.

Kvinden forklarede overbevisende, at hun var en troende, men at hendes mand endnu ikke var det, og at han havde et alvorligt alkoholproblem. Den spænding, der opstod i hjemmet på grund af hans alkoholisme, havde givet denne kvinde "sommerfugle i maven". Så var der en, der havde profeteret, at det var en ond ånd, hvad der bestemt gjorde situationen værre, den den var, før kvinden søgte hjælp hos en såkaldt karismatisk kristen.

Jeg var meget bestemt over for hende og sagde, at profeti ikke er noget, der anvendes over for onde ånder, og jeg viste hende disse ord af Gud: "Men den, som profeterer, taler mennesker til opbyggelse, formaning og trøst" (1. Kor. 14:3). Sådan en profeti om, at hun havde en ond ånd, kunne bestemt ikke trøste denne stakkels kvinde, der ligesom så mange andre er gift med en drukkenbolt. I Jesu navn tog jeg denne falske profeti fra hende, og forklarede hende, hvordan de fornemmelser i hendes mave kom på grund af spændinger, og at kun Gud kunne frelse hendes mand. Jeg forklarede også, at hun måtte give sin mand en chance ved at leve et fredfyldt liv i Kristus og sammen med Ham, som der står i 1. Petr. 3:4.

Hun så lykkelig ud og vidste, at hun ikke længere skulle kæmpe med en "dæmon", eller med sig selv, eller med sin vanskelige mand. Denne kvinde havde ikke nogen ond ånd, selv om Satan selvfølgelig glæder sig over spændinger i vore hjem og ægteskaber - og kan fremkalde dem på mange ubehagelige måder.

Jeg blev meget vred over at høre denne kvindes historie og over, at den såkaldte profeti - (det var uden tvivl en privat profeti, der overhovedet ikke var blevet bedømt af menigheden, 1. Kor. 14:29) - ikke alene syntes at bringe noget ondt ind i hendes tanker, men endda slet ikke havde udfriet hende fra noget af det.

"Vil du ikke nok uddrive min onde ånd?", sagde en mand til mig. Han havde nogle mindre problemer i sit kristne ægteskab. Både han og hans kone var herlige kristne, men en præst havde helt kategorisk forklaret, at deres problem var på grund af en ond ånd, og med mindre den blev uddrevet, ville deres problem ikke blive løst.

Jeg drøftede det enkle ægteskabsproblem med dette fine kristne ægtepar og sagde meget bestemt til dem, at der ikke var nogen ond ånd i deres ægteskab, men at de bare oplevede den sædvanlige spænding, som kan forekomme i alle - også gode - ægteskaber.

Begge begyndte at græde - af glæde! De var så befriede over, at deres problem ikke var en ond ånd, og i ydmyghed modtog de en del sund fornuft og åndelig vejledning i deres enle ægteskabskonflikt. De så så lykkelige ud bagefter! - og det var uden exorcisme.

Dette ægtepar var bestemt blevet dårligere efter en sådan "dæmon-behandling" - og meget bedrøvede.

Naturligvis benægter disse negative erfaringer ikke den kendsgerning, at onde ånder virkelig eksisterer, ligesom de gjorde på den tid, da Jesus vandrede på jorden.

"Den mand er besat af en ond ånd", hviskede Herren stille til en afrikansk evangelist, som for nylig arbejdede i Afrika, da han så en sindssyg afrikaner, der blev høldt nede af mindst tre andre, meget stærke afrikanere. Evangelisten sagde stilfærdigt, men bestemt til dæmonen i den besatte mand: "I Jesu Navn, far ud!" - og manden blev øjeblikkelig udfriet fra den onde ånd.

Og hvad der er ydermere interessant, efter udfrielsen kunne manden se og høre og var helt sig selv. Han spurgte evangelisten: "Hvem er du?". Denne forklarede, at han var Jesu Kristi vidne - "Men hvem er Jesus kristus?", spurgte den udfriede mand. Som du kan gætte, kom den mand, som den onde ånd havde besat, til tro på Jesus, og det resulterede i, at hele den lille landsby kom til at høre evangeliet, fordi alle kunne se, at manden var fuldstændig forvandlet i Jesu navn.

Den slags uddrivelse af onde ånder er et tegn på, at Guds rige er kommet nær (Mark. 16:17 og Matt. 12:28), men det afklarer også visse ting, som vi finder i evangelierne angående exorcisme eller udfrielse af onde ånder.

Den blinde og stumme afrikaner, som den farlige ånd havde besat, bad ikke på noget tidspunkt om at blive udfriet; han troede ikke på Kristus før udfrielsen; han blev ikke opfordret til at bekende sine synder og omvende sig før at blive udfriet - han havde faktisk ikke selv noget ansvar for sin udfrielse.

Jeg kan naturligvis tage fejl i nogle af mine vurderinger, men jeg finder lignende omstændigheder hos de besatte i evangelierne, som blev udfriet af Jesus eller af Hans apostle i Jesu navn, sådan som vi læser om det i apostlenes gernigner. Derfor ved jeg, at når nogen kommer og beder mig om at uddrive deres onde ånd, at så er der ikke nogen ond ånd. Intet besat menneske i Jesu nærhed bad Ham nogensinde om udfrielse, eller blev nogensinde opfordret til at omvende sig forud for udfrielsen. Jeg gentager, at et menneske, der beder om udfrielse, har ikke en ond ånd, selv om de kan være under angreb af Satan og mørkets magter (Ef. 6:12).

Men hvorfor er der så forvirring på dette område? Jeg tror, at det er fordi vi mennesker finder det lettere at tro på et negativt budskab end på et positivt. Hvis for eksempel en prædikant forklarer - (jeg mener fejlagtigt, at kristne kan have onde ånder - så vil kristne have let ved at tro det budskab! Men prædiker han, at Kristus lever i en kristen, og at Han er større end djævelen, som er i verden (1. Joh. 4:4), så vil mange undres og tvivle. For det andet tror jeg, at det er meget let at acceptere den ide, at man har en ond ånd inde i sig, end at acceptere, at man skal stå djævelen imod, når han angriber os fra ydersiden (1.Pet. 5:8-9).

Jeg tvivler ikke på, at de kristne mennesker, der prøvede at hjælpe i de før nævnte tre tilfælde, var oprigtige nok, men de "gjorde patienten dårligere" - og det er sandelig en åndelig forbrydelse fra deres side, som øvede sjælesorg.

For det tredie tror jeg, at forvirringen kommer på grund af de "bevisprøver", man har brugt til at vise, at kristne kan have en ond ånd, og de handler allesammen om djævelen; men djævelen kan ikke sidestilles med onde ånder, selv om alle tilhører det samme mørkets rige. På samme måde kan vi ikke sidestille lysets engle, Helligånden og Jesus med hinanden - selv om de tilhører det samme Guds rige.

Jesus irettesatte skarpt Satan, som havde fordrejet Peters forståelse af korset (Matt. 16:22-23), men Kristus uddrev ikke en ond ånd, eller antydede, at Peter var behersket af en ond ånd.

Da Peter står over for Ananias og Safire, bebrejder han både Satan og ægteparret, fordi de samarbejder i at lyve for Helligånden (Ap.Gern. 5:1-9), men Peter hverken foreslår eller forsøger udfrielse af en ond ånd, fordi det var Satan, der var ved at ødelægge menighedens gode rygte, og det prøver han stadig at gøre i dag på mange måder.

Paulus erkender også, at djævelen kan få indflydelse i menigheden, "Giv heller ikke djævelen råderum" (Ef. 4:27), skriver han, men der er ikke brug for uddrivelse af en ond ånd, for det er djævelen, der er på spil. Dette skete for Judas, som begyndte at elske penge højere end Jesus, og "Satan for da i Judas (med tilnavnet Iskariot), som en af de tolv" (Luk. 22:3), men Jesus forsøgte ikke at uddrive en ond ånd, fordi Judas frivilligt havde valgt penge i stedet for Jesus.

Før vi bliver frelst, er vi faktisk alle i Satans rige, og det er igennem omvendelse og tro på evangeliet, at vi bliver i stand til at vende os "fra Satans magt til Gud" (Ap.Gern. 26:18), men hvis vi tror, at vi kan foretage den vending for andre, vil det behage Satan og vanære Guds navn, det vil sige, at passivitet fra dens side, som er i nød, vil være grobund for djævelen.

Men evangeliet nævner virkelig onde ånder, og mange gange beskriver evangelisterne dem som "urene" ånder (Mark. 1:27). De var urene - ikke på grund af særlige synder som had, utroskab og splittelse, men fordi de ikke var hellige sådan som Helligånden er, Han, som alene tjener Gud og Kristus.

Disse urene ånder er også personligheder, og de kender Kristus. "Jeg ved hvem du er, du Guds Hellige" (Mark. 1:24), sagde en uren ånd direkte til Jesus. Jakob beskriver også onde ånder som personligheder, "de onde ånder tror også og skælver" (Jak. 2:19). Dette betyder i det mindste for mig, at tobak, alkohol, narkotika osv, som jo ikke er personer, derfor ikke kan beskrives som onde ånder, og de kan ikke uddrives.

Men nogle mennesker, som har haft disse problemer, har fået hjælp, fordi Gud altid respekterer tro, også hvis vores terminologi er helt unøjagtig. Hvis for eksempel en kvinde, der lider af søvnløshed og migræne, går til en kristen "udfrier", som i Kristi navn udfrier hende fra, hvad han tror er onde ånder, og hun føler sig bedre, er hun overbevist om, at hun har haft onde ånder, og hun overbeviser endda også andre om, at de nok har onde ånder. (Hvor er det let for kødet at acceptere et budskab om noget ondt, og hvor er det behageligt for kødet, når andre tager ansvar for vore fejl!)

Men - da jeg bagefter talte med en sådan kvinde, fik jeg at vide, at hun for mange år siden havde haft en legal abort, og siden den tid havde lidt af migræne, søvnløshed osv. For mig at se, var det hun oplevede, en gammeldags syndsbekendelse (som altid følges af en eller anden slags helbredelse, enten til legeme, sjæl eller ånd (Ordspr.28.13). Jeg kalder det omvendelse, den anden vejleder kaldte det udfrielse. Det er godt, at kvinden fik hjælp. Men når vi først begynder at lave doktriner ud fra erfaringer, som ikke stemmer med Skriften, vil vi snart falde i hænderne på den onde, netop ham som vi tilsyneladende modarbejder i al oprigtighed. Men undertiden kan oprigtige kristne tage oprigtigt fejl!

Der nævnes i Bibelen noget om, at onde ånder kan have forbindelse med kristne (1. Kor. 10:20 og Jak. 3:14-16), men hverken Paulus eller fik tilråder udfrielse. Faktisk forklarer Jakob, at sandhed (evangeliet) plus misundelse er lig med forvirring, og at en sådan forvirring er djævelsk, kommer fra onde ånder, og hans behandling af en sådan dæmonisk forvirring er onvendelse fra misundelse.

Det er stærke ord fra en karismatisk underviser til en karismatisk menighed og ydermere, under sådanne onde omstændigheder: "Jeres kummer skal vendes til sorg og jeres glæde til bedrøvelse" (Jak. 4:9), skriver Jakob. Vi kan ikke dække over vor synd med hallelujaer og håndklap. men kun med Jesu blod, som altid virker når vi angrer og hekender vore synder (1. Joh. 1:9). På den måde ydmyger vi os selv, hvad der er det fuldstændigt modsatte af den stolthed, der findes i Satans rige. På denne måde er vi i stand til at modstå Satan gennem tro på Gud (1. Pet. 5:6-9). Et stolt menneske kan ikke modstå det onde.

Det er derfor, at Paulus tog stolthed så alvorligt, og det er derfor han vidste, at Gud tillod "en torn i kødet, en Satans engel" til at slå ham (2 Kor 12.7), men igen er dette ikke noget bevis for, at Paulus havde En ond ånd, eller at åndsfyldte kristne kan gå rundt med dæmoner. Pauli torn var en person, der lod sig dirigere af Satan, og ikke en ond ånd. så vidt jeg kan se.

Når vi begynder at tale om onde ånder, så fjerner vi straks personlig ansvar fra den, der er i nød, for et virkeligt dæmonbesat menneske i men før Jesu jordiske tjeneste havde aldrig personligt noget ansvar for dæmonbesættelsen - ansvaret kommer først efter at Jesus har udfriet det (Matt. 12:45).

Naturligvis skriver man et kapitel som dette under frygt og bæven, mår man ved, hvor stærkt nogle føler angående onde ånder, og sandsynligvis kan en masse af det, jeg har skrevet, komme andre svært på tværs. Jeg føler slet ikke, at jeg har alle løsningerne, og lad os ikke være alt for hårde ved hinanden i vore forsøg på at se Guds rige manifesteret til et nederlag for Satans rige. Det er bedre at gøre nogle fejltagelser, fordi vi ønsker at gøre det, der er rigtigt i Guds øjne, end aldrig at gøre en fejltagelse i vor sjælesorg af frygt for, at vi skulle komme til at gøre noget forkert. Det er i virkeligheden stolthed på en anden måde.

Jeg tror, en mængde misforståelser ville blive opklaret, hvis vi ville kaste et langt, afslappet blik på helbredelsen af Peters svigermoder. Jesus truede feberen (Luk. 4:39), og derefor antager mange, at kvinden havde en ond ånd, fordi Jesus også truede den urene ånd, der genkendte og bekendte Jesus som Guds Hellige: "Ti og far ud af ham" (Luk. 4:33-35), sagde Jesus, da Han truede ad ham.

Men Jesus truede også vinden og bølgernes rasen: "og de lagde sig, og det blev blikstille" (Luk. 8:24) - men dette beviser ikke, at vinden og stormen var besat. Kristus har al magt over alle ting i himlen og på jorden, ikke bare over dæmoner.

I Mark. 1:31 tog "Jesus hende ved hånden og rejste hende op, og feberen forlod hende", da Han helbredte Peters svigermoder. Intetsteds i evangelierne rørte Jesus ved en dæmon eller et djævlebesat menneske, men Han lagde hænderne på de syge, og disse instruktioner er klart givet os i Mark. 16: "Uddriv onde ånder. . . læg hænderne på de syge" (v. 17-18). Jesus brugte aldrig håndspålæggelse, når Han udfriede mennesker - heller ikke når sygdommen var på grund af en ond ånd.

Derfor tror jeg, at Peters svigermoder ikke havde en ond ånd, for Jesus rørte ved hende for at helbrede hende for hendes fysiske sygdom, og Han gav sit helbredende ord i form af en trussel.

Jeg føler, at det er både uklogt og farligt at opbygge en hel undervisning om dæmonologi ud fra dette ene vers om Peters svigermoder. Men det er en sådan teori, der ligger bag de tre tragiske tilfælde, jeg har nævnet i begyndelsen af dette kapitel.

Den skandinaviske evangelist, Frank Mangs, har fornylig sagt, at kristne i Skandinavien synes at være mere trofaste over for djævelen end over for Herren. Den erklæring kunne naturligvis blive misforstået, men han forklarede, at hvis man fortæller en menighed, at djævelen er på spil, eller at de onde ånder virker - så vil de kristne straks tro det! Men fortæl de samme mennesker, hvad Herren gør i dag, og det vil rejse spørgsmål og tvivl.

Min sjælesorg synes ofte at bevise Mangs fremstilling. Men der er håb og godt nyt: Ånden leder os til at tro og bekende hele Sandhedens ord: "at Han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig djævelen, og udfri alle dem, som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom" (Hebr. 2:14-15).

Dæmoner og onde ånder eksisterer virkelig, men min bøn er: Når du hjælper et andet menneske, så vær sikker på, at du ved, hvad du har med at gøre. Er der virkelig tale om en ond ånd - eller står du overfor Satan selv? Gør ikke patienten dårligere, heller ikke selv om dine motiver er ægte og oprigtig kærlighed!

Tilgiv mig, hvis jeg har trådt dig over tæerne! Jeg har også stadig noget at lære om dette vanskelige emne. Lad os alle hele tiden søge hele sandheden.

Jesus Kristus er Herre!

Forside
Artikler
Her sker det
Vækkelseshistorie
Dansk vækkelseshistorie
Salmedigtere óg sangskrivere
Links
Hvem
Kontakt
© The sound of revival 2018 - design: O Madsen Media